Tobias Terp: – Klar til at spille eget spil i foråret
Foråret nærmer sig, og derfor sætter vi Spotlight på FK Fjordsiden (2), hvor oprykningen har givet tro på mere end blot overlevelse. Med selvtillid i bagagen og et klart ønske om at spille deres eget spil går holdet ind i Serie 3 klar til at kæmpe med i toppen.
Puljen vækker både respekt og begejstring hos træneren.
– Det er en meget spændende gruppe, vi er kommet i. Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang og vise, at vi ikke bare er oprykkere, men at vi er kommet for at spille vores spil og kæmpe med i gruppen, fortæller Tobias Terp.
Der er allerede to kampe, der fylder lidt ekstra i bevidstheden.
– Vi har selvfølgelig B52, som vi deler faciliteter med, så det bliver kampen om håneretten under træningerne, siger han.
En anden modstander vækker også særlige minder.
– Vi har også Vejgaard. For to sæsoner siden spillede vi playoff og tabte til dem, så vi ikke kunne rykke op. Derfor vil vi gerne vise, at vi er blevet et bedre hold, og at vi denne gang nok skal slå dem, forklarer Tobias.
I forhold til favoritter holder holdet fokus snævert.
– Vi har ikke haft fokus på, hvem der er favoritter. Vi tager sæsonen en kamp ad gangen og vil bare vise, hvad FK Fjordsiden kan, siger han.
Det samme gælder nøgleopgør.
– Indtil videre er det den første kamp, der er den vigtigste for os, og efter den er det så anden kamp, der er vigtigst, og så videre, fortæller han.
Styrken skal findes i fællesskabet.
– Vi er et meget sammentømret hold, der alle synes, at det er sjovest at vinde kampe, så det bliver vores største fokus. Vi kommer med en masse selvtillid fra sidste sæson, som vi meget gerne vil bruge til at komme godt i gang, slutter Tobias Terp.
Med stærkt sammenhold, frisk selvtillid og en klar tro på egne evner går FK Fjordsiden (2) ind i foråret med blikket rettet fremad – klar til at tage kampen op i Serie 3.