To mål i sidste øjeblik ændrede alt for Vorupør i Playoff finalen
Interview med Esben Amtoft fra Vorupør efter kampen mod Aalborg Freja
Hvordan oplevede du kampen og hvad blev afgørende i opgøret mod Freja?
- Kampen var i sin helhed en meget lige kamp, hvor begge hold fik mulighed for at spille deres eget spil. Med chancer i begge ender og med to hold som spillede meget lige op. Det altafgørende for kampen var personlige fejl, som kostede dyrt i de døende minutter, hvor vi indkasserede to mål, et på straffe og et på frispark.
Freja var effektive – hvad kunne I selv have gjort anderledes undervejs i kampen?
- Jeg synes egentlig, vi spiller en fin kamp, hvor vi har mere ro i vores spil, og vi turde at spille med bolden foran eget mål, og vi turde at spille de mere risikable bolde. Jeg ved ikke, om der er noget, vi kunne have gjort anderledes undervejs i kampen, som ville have ændret resultatet.
Hvordan var stemningen i omklædningsrummet efter kampen og nedrykningen?
- Selvfølgelig var vi skuffede efter kampen, men stemningen i omklædningsrummet var ikke præget af opgivelse. Vi vidste, hvad der stod på spil, og selvom resultatet ikke gik vores vej, vidste vi alle også godt, at vi havde fået en ekstra chance, og for en uge siden var vi også rykket ned. Der er stadig en masse at bygge videre på, og nu handler det om at tage ansvar, lære af det og komme tilbage med endnu mere lyst til at rykke op igen.