Thorup/Klim vil forsøge at sætte sig fysisk på kampen
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Tommy Kristensen fra Thorup/Klim.
Hvordan vil I bedømme jeres modstander, Saltum IF, forud for kampen?
- Et godt spillende hold, som har virket meget sympatiske i de to foregående opgør vi har haft mod hinanden. Jeg forventer en meget tæt kamp og en kamp som er ekstremt vigtig for begge hold.
Har I en favoritrolle som hold, når I møder Saltum IF på udebane?
- Nej absolut ikke. Vi er ramt af fire afbud i forhold til vores sidste kamp mod Gjøl. De mange afbud kan meget nemt give lidt uro, da der hele tiden er nye folk på pladserne. Vi er dog heldige, med at have en meget, meget bred trup som supplerer hinanden på både første og andetholdet.
Hvordan vil I tilrettelægge jeres angreb mod Saltum IF for at skabe de bedste chancer?
- Vi håber på at kunne sætte flere pasninger sammen, uden de tekniske fejl vi har lidt under i efteråret og i særdeleshed mod Gjøl. Vi vil rigtigt gerne sætte os fysisk på kampen og få brugt vores offensive kort bedst muligt.
Er der specifikke spillere på Saltum IF's hold, som I er særligt opmærksomme på og har en plan for at neutralisere?
- De er et godt spillende hold, hvor de især har to offensive profiler, som kan gøre ondt på alle hold i puljen. Det kommer dog til at handle om, hvem der rammer dagen, for jeg vurderer holdene meget ens rent styrkemæssigt også ift. profiler.