Thorup/Klim havde i begyndelsen for meget respekt for Sulsted IF
Interview med Tommy Kristensen fra Thorup/Klim.
Kan du beskrive kampen, hvor I tabte 1-3 til Sulsted, og beskrive de mest bemærkelsesværdige øjeblikke?
- Vi kommer lidt nervøst igang og har alt for meget respekt for dem den første halve time. Vi kommer bagud 0-1 og 0-2 i denne periode, i situationer hvor vi ikke får gjort tingene færdig. Det var frusterende, for jeg havde en fornemmelse af at vi sagtens kunne være med i denne kamp. Vi brænder en friløber efter 30 min. Og har optræk til flere chancer. Nikolaj Faarbæk Bjerre får flot reduceret til 1-2 inden pausen med et velplaceret skud fra kanten af feltet. Anden halvleg blev meget opløftende for os fightermæssigt og i selve presspillet. Det var som om holdet fik mere og mere selvtillid, og vi havde også store chancer for at reducere. Desværre udvikler kampen sig efter 65 min. I en bunke af gule kort, hvor vi får tre af slagsen. Dette er med til at ødelægge vores momentum og gode pres på Sulsted. De får så scoret på et frispark uden for feltet med 25 min tilbage. Et frispark vi havde meget svært ved at se og som desværre bliver kampafgørende. 1-3 blev slutresultatet, hvor jeg var stolt af vores holdpræstation og bitter over det ikke gav minimum 1 point.
Selvom I var langt bedre med end i sæsonens første kamp mod Sulsted, er du tilfreds med holdets præstation?
- Ja det er jeg bestemt. Mine spillere har alle stor ære af kampen og jeg fornemmede også at folk på stadion havde set en rigtig fed fodboldkamp. Forskellen på dem og os er marginale på dagen, hvor vi så ikke må lave de enkelte fejl vi desværre gør i kampens hede. Det blev afgørende at de var bedre til at udnytte det end vi var.
Hvad mener du, I kan tage med jer fra denne kamp, som kan hjælpe jer med at forbedre jeres spil og resultater i de kommende kampe?
- Vi skal tage præstationen fra den sidste time af kampen med os fremadrettet.
Jeg kunne virkelig godt lide vores udtryk og agressivitet i den periode. Vi så sultne ud og gik i duellerne med mod og tro på tingene.
Hvordan vil I forberede jer og arbejde hen imod at vende resultatet i de næste kampe og opnå de ønskede resultater?
- Få en god træning i ugens løb og få bygget på den sidste halvdel af kampene. Vi har tre finaler foran os, hvilket bliver spændende. Er vi gode nok, får vi også de point der skal til for at blive i serie 3. Gør vi ikke det, ja så er det så tæt som det nu engang er. Vi kommer til at kæmpe til det sidste for overlevelse, det er 100 % sikkert.