Therkelsen-effekt: Hirtshals jagter oprykningsdrøm
For Hirtshals Boldklub i Serie 1 Kreds 6 er forårssæsonen blevet vendt fra bundkamp til medaljejagt, og derfor sætter vi Spotlight på træner Jesper Therkelsen, der har fået en forrygende start på trænerposten. Senest blev det til en overbevisende 3-0-sejr ude over SSB/GIF, hvilket sendte Hirtshals op på rækkens andenplads med blot to spillerunder tilbage.
Hirtshals tog turen til Gudumholm med et klart mål om at sikre endnu en sæson i Serie 1 og samtidig forhindre hjemmeholdet i at få revanche efter det seneste indbyrdes opgør. Kampens indledning blev dog langt fra problemfri for gæsterne.
– Hjemmeholdet starter ud med et gevaldigt pres mod vores mål og rammer træværket to gange. Opgaven bliver ikke nemmere for os, da vi efter tre minutter får en mand smidt ud i ti minutter på kampens første frispark begået af den kun 17-årige Oscar To, fortæller Jesper Therkelsen.
Efter den vanskelige åbning fik Hirtshals dog gradvist overtaget.
– Efter 10-15 minutter får vi arbejdet os ind i kampen, og derefter bliver kampen mere eller mindre spillet på vores præmisser, siger han.
Belønningen kom efter 17 minutter, da Simon Høgh Steen steg til vejrs og headede et flot indlæg fra Steffen Lund i nettet. Kort før pausen udbyggede Lukas ”GT” Thorhauge føringen til 2-0, da Simon Svendsen fik skrabet bolden videre til bagerste stolpe.
Efter pausen lukkede gæsterne reelt opgøret.
– I anden halvleg skal vi bruge fem minutter på at lukke kampen til 3-0 på mål af Frederik Viberg, der kom frem til flere gode muligheder, fortæller Jesper Therkelsen.
Selvom der var chancer til flere scoringer, blev det ved de tre mål, hvilket ikke ændrede på tilfredsheden.
– En virkelig god præstation, hvor vi definitivt kan se os fri fra nedrykningskampen og drømme lidt om et oprykningseventyr, konstaterer han.
Siden Jesper Therkelsen overtog holdet, er resultaterne kommet i en lind strøm, men træneren sender først og fremmest rosen videre til spillergruppen.
– Vi er inde i en god periode lige nu. Alt kredit går til spillerne og den mentalitet, de besidder. Med en gennemsnitsalder på 22 år er det imponerende at være vidne til det udtryk og den mentalitet, de går på banen med, siger han.
Han fremhæver samtidig sammensætningen af truppen som en af de store styrker.
– Det er et meget spændende hold, vi har i Hirtshals lige nu. En perfekt kombination af en stor gruppe unge talentfulde spillere samt en mindre gruppe erfarne kræfter, der udøver hierarkiet på fornem vis og hjælper de unge med at spille fodbold med både hjerte og hjerne, fortæller Jesper Therkelsen.
Med to kampe tilbage har Hirtshals skabt et godt udgangspunkt i kampen om andenpladsen.
– Vi har nu to chancer for at slutte på andenpladsen. På lørdag får vi besøg af H.I., og det bliver spændende. For os er det altid noget specielt at spille mod dem, og det tegner til at blive en gyser, siger han.
Ifølge træneren kan opgøret få ekstra betydning for begge mandskaber.
– Begge hold har mulighed for at komme i opryknings-playoff, så det kan godt gå hen og blive intenst. Vi forventer masser af folk på lægterne, så der er mulighed for at få årets oplevelse i Serie 1, fortæller Jesper Therkelsen.
Når han skal pege på den største forskel siden trænerskiftet, handler det især om konkurrencen internt i truppen.
– Der er stor konkurrence om at få en plads på holdet, og det kan man tydeligt se på den indsats, som hver spiller yder under kampene. Alle yder lige den ekstra indsats, og det har helt klart været afgørende for, at vi er ubesejrede i de sidste syv kampe, siger han.
Samtidig ser han en spændende fremtid for hele klubben.
– Der er gang i noget spændende i Hirtshals Boldklub. Ikke bare på vores førstehold, men også på andetholdet, som spiller med i toppen af Serie 3 og har mulighed for at rykke op i Serie 2. Klubbens U17-hold ser også spændende ud med en rigtig fin flok drenge med masser af gåpåmod, fortæller Jesper Therkelsen.
To kampe resterer, og Hirtshals har sat sig selv i en position, som få havde forestillet sig for få uger siden. Nu venter endnu en intens afslutning på sæsonen, hvor både andenpladsen og måske mere end det stadig er inden for rækkevidde.