Terp roser FK Fjordsiden efter oprykning til Serie 3
Efteråret bød på succes og solidt spil for FK Fjordsiden, som sikrede sig oprykningen med tre runder tilbage. Derfor sætter vi Spotlight på Tobias Terp og et hold, der med fokus, struktur og stigende bundniveau nu står klar til at tage kampen op i Serie 3 – med både tro, kvalitet og tydelige udviklingsmål i bagagen.
FK Fjordsiden leverede en markant sæson, hvor oprykningen blev sikret i god tid.
– Efter at vi sikrede os oprykningen og en 1. plads med tre kampe igen, kan jeg meget tilfreds med holdets præstation, siger Tobias Terp. For ham handlede sæsonen ikke kun om resultater, men også om at løfte det generelle niveau og fastholde koncentrationen over hele kampen.
– Vi skal være bedre til at fokusere i alle 90 minutter lige meget hvordan kampen forløber sig. Formen er også altid noget vi kan arbejde på, fortæller Tobias Terp. Netop holdets evne til at holde fokus og intensitet bliver en vigtig nøgle, når klubben skal begå sig i Serie 3, hvor modstanden er skarpere og fejl bliver dyrere.
Et af de mest positive udviklingspunkter har været truppens stabilitet.
– Holdets bundniveau er steget markant det sidste års tid, og det skal det blive ved med, hvis vi vil klare os godt i den nye serie, konstaterer Tobias Terp. Netop det stabile fundament er med til at skabe tro på projektet, hvor både kollektiv og individualister har spillet en rolle.
Blandt profilerne har én spiller især markeret sig.
– Vores topscorer er Mathias Hougaard med 12 mål i denne sæson. Den spiller jeg vil sammenligne Mathias mest med er nok en spiller som Mousa Dembélé. Det er svært kun at sammenligne Mathias med en enkelt spiller, men både Mousa Dembélé fra hans tid i Spurs og Paul Scholes fra United passer meget godt på ham. Han har den allround midtbane og måden at glide fra en modspiller eller to uden at få det til at se svært ud fra Dembélé. Fra Scholes har han både teknik, vision, pasninger, positionering og målnæse, beretter Tobias Terp.
Når efterårets profil skal findes, peger træneren igen på sin målfarlige midtbanemand.
– Jeg kan ikke undgå at nævne Mathias Hougaard igen. De sidste to sæsoner er det ham der har vist det højeste niveau. Jeg vil dog ikke udelukke, at der er andre spillere i truppen der også viser et rigtigt højt niveau, siger Tobias Terp.
Med et oprykkerhold, et stigende bundniveau og en klar plan for udviklingen er optimismen til at få øje på i FK Fjordsiden. Tobias Terp ser frem mod en ny sæson, hvor både holdets fokus og fysiske form skal løftes for at matche tempoet og intensiteten i Serie 3 – og ambitionen er tydelig: at bevise, at oprykningen kun er begyndelsen.