Tempo og chancer var der nok af – men sejrssangen udeblev
Interview med Martin Østerbæk fra Nørresundby fB efter kampen mod NUBI
Var du mest skuffet over to tabte point eller tilfreds med det ene i lokalopgøret?
- Kampen blev lige som forventet med masser af intensitet. NUBI kom foran – og derefter var det i høj grad på deres præmisser, hvor de kunne stå lavt og forsvare sig. Jeg mener dog, vi kreerede de chancer, vi skulle, og med lidt mere skarphed havde vi vundet.
Hvad synes du, I kunne have gjort anderledes for at tippe kampen til jeres fordel?
- Langt hen ad vejen er jeg tilfreds med indsatsen. På dagen manglede vi dog den sidste dygtighed og held.
Hvordan oplevede du intensiteten og duellerne i sådan et lokalbrag på udebane?
- Der var knald på, og der blev gået til den. Et par gange gik spillerne lige en tand over stregen – men sådan er det jo i et lokalopgør, som ingen vil tabe.
Hvad tager du og holdet med jer videre fra 1-1-kampen mod NUBI?
- Vi glæder os over, at vi trods alt får scoret og indhentet deres føring. Og så viser kampen os, at når vi spiller med tempo, producerer vi masser af farlige situationer. Så håber vi, det lykkes at få den helt ind over stregen næste gang.