Sved, smil og benhård opstart skal forme KFUM i foråret
Aalborg KFUM er klar til at tage hul på et forår, hvor både ben, lunger og sammenhold skal testes. Derfor sætter vi Spotlight på Aalborg KFUM, hvor Jesper Høgh løfter sløret for en opstart, der både byder på sved, smil og en trup, der skal gøres klar til en sæson, hvor intet kommer gratis.
Opstarten frem mod forårssæsonen 2026 bliver et vigtigt fundament for Aalborg KFUM. Det hele begynder den 7. februar, hvor holdet samles til standerhejsning.
– Vi har standerhejsning den 7. februar, hvor vi mødes og hygger med pølser og brød. Det er en dag, vi altid ser frem til, fortæller Jesper Høgh.
Herefter venter tre ugers benhård træning, hvor konditionen kommer i centrum.
– De første tre uger handler om at få luft i lungerne og lave en masse intervaltræning, siger han og understreger, at det ikke bliver ensformigt.
– Jeg gør altid lidt ekstra ud af at finde øvelser med bold, hvor vi får løbet en del, så det er sjovere for spillerne. De slipper dog ikke for mine felt til felt-løb til sidst, smiler han.
På trupsiden bliver der også lidt bevægelse.
– Der kommer og går et par stykker. Vi har to dygtige spillere fra efteråret, der skal på højskole, men vi får også en spiller hjem fra samme højskole, så det går cirka lige op, forklarer han.
Bag kulissen står et stærkt makkerpar klar.
– Jeg har min verdensklasse holdleder Bjarne, som er min højrehånd – og sammen kører vi showet, fastslår Jesper Høgh.
Med traditioner, hårdt arbejde og et team, der står skulder ved skulder, er Aalborg KFUM klar til endnu et forår i Serie 2. Nu handler det om at få sat fundamentet – og se, hvor langt det kan bære.