Straffe i Nibe? Ikke noget Bernabeu-dommere ville have dømt
Interview med Bjarke Skau fra Nibe efter kampen mod IF Skjold Sæby
Hvordan oplevede du kampen mod Skjold Sæby – hvad var det for en type kamp?
- Vi taber i en meget grim fodboldkamp. Ikke fordi den var hårdt spillet, men simpelthen bare en rodet kamp, afbrudt af en del små frispark.
Hvordan vil du beskrive jeres præstation set over de 90 minutter?
- Vi havde 8 afbud til kampen, hvoraf 6 er startere, så med en smal trup havde vi gravet dybt i diverse telefonlister for at finde spillere, der var klar til at hjælpe. Og med tirsdagstræningen var der kun 5, der fuldførte, så vi var lidt presset med at skrabe hold sammen. Flere af spillerne spillede og kæmpede det bedste, de havde lært. Så stor ros til dem.
Hvad manglede I for at få point ud af opgøret hjemme mod Sæby?
- Vi kommer bagud 1-0 ti minutter inde i 2. halvleg. Vi kommer tilbage og nærmer os deres mål. De får et straffespark, som tog pusten fra os. Et straffespark, som nok var for tyndt til at blive dømt på Anfield eller Bernabeu.
Hvad skal I tage med jer videre på trods af nederlaget?
- At flere af spillerne fightede og kæmpede det, de kunne, og ikke bare lagde sig på ryggen og gav op.