Billede beskrivelse
Sport

Spotlight på Serie 1– fra første fløjt til sidste spark i august

02. september 2025 kl. 15.17

Så er vi kommet i gang! Sæsonen er for alvor skudt i gang, og det er nu, vi kan begynde at se de første tendenser i de nordjyske serierækker. I Serie 1 er dramaet allerede i fuld gang. Fra oprykkere, der kæmper for at finde fodfæste, til favoritter, der skal indfri forventningerne. Jeg, Anders, tager dig med på en rundtur i Serie 1.

I Serie 1 Kreds 6 har oprykkerne fra Brønderslev fået en svær start, men selvfølgelig, fristes man til at skrive, har evigt farlige Rolf Toft vist, at målformen er intakt og har allerede scoret fire gange. For Brønderslev IFs vedkommende vil det for mig at se være helt afgørende også at få Nikolaj Lyngø i gang med målscoringen. Lyngø, som blev kåret til forårets spiller i Serie 2, var også holdets topscorer, og hvis han kan finde formen igen, kan det være den afgørende faktor for, om Brønderslev får styr på efterårssæsonen.


Den anden oprykker, Hirtshals B, har til sammenligning hentet seks point i efterårets første kampe, og Kenneth Kjærsgaards unge tropper er dermed kommet godt fra land. Det seneste nederlag på 3-1 til netop Brønderslev sætter dog spørgsmålstegn ved, hvem af de to oprykkere der kommer bedst igennem september.  Selvom det er tidligt på sæsonen, ligner det for mig, at toppen er en kamp mellem Hjørring IF, LKB og nedrykkerne fra Jetsmark. Hjørring IF har kæmpet i et par sæsoner for at komme tilbage i Jyllandsserien, og jeg ville blive overrasket, hvis disse tre hold ikke stadig er at finde i den sjove ende af tabellen om en måneds tid.

I Serie 1 Kreds 7 er der kun én oprykker, Støvring IF Fodbold, og de har fået en pointmæssigt meget svær start. Efter de første fem kampe ligger de isoleret i bunden med nul point. Forhåbentlig får Dans tropper snart slettet dette og kan begynde at fylde point ind på kontoen, for ser man på deres forårssæson, er der ingen tvivl om, at det er et godt fodboldhold.

Fra en svær start til det stik modsatte ser vi Nibe Boldklub, der ligner et hold på vej mod en hurtig returbillet til Jyllandsserien. Jeg er spændt på, om Nibe kan bibeholde det flotte momentum, de er startet sæsonen med - 13 point efter 5 kampe og en målscore på 11-4.

Jeg synes også, det begynder at ligne, at Aars IK med Henrik Larsen i spidsen for holdet har fået styr på tropperne. Det vil være afgørende for dem at fortsætte den flotte start, de har fået, så de kan undgå et nervepirrende opgør om nedrykning, som tilfældet var i slutningen af forårssæsonen. Mads & Co. i Hadsund har endnu kun spillet 2 kampe, en sejr og et nederlag, så det kan blive både en dreng og en pige. Men med Mads ved roret, er de i gode hænder ude i Hadsund.

Vi må selvfølgelig ikke glemme HVA Sydthy, der er blevet placeret i Serie 1 Kreds 8. De har også fået en svær start og har i fem kampe lukket hele 21 mål ind. Det bliver vigtigt for Mads Møller og hans hold at få lukket af bagude, for der skal styr på defensiven. Ellers hjælper det ikke, at de blandt andet har en kapacitet som evigt farlige Jonas Bojesen løbende oppe foran. Forhåbentlig får de sat prop i rent defensivt i de kommende kampe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste