Billede beskrivelse

Spotlight på Nørresundby fB - mere end bare en klub

06. september 2025 kl. 08.01

Historien om Nørresundby fB begyndte med en drøm om at samle hele byen nord for Limfjorden. Derfor sætter vi Spotlight på, hvordan fusionen mellem Nørresundby Boldklub og Lindholm IF har skabt en moderne, stærk og samlet klub, hvor både traditioner, fællesskab og sportslige ambitioner går hånd i hånd.

Billede beskrivelse

Formand Thomas Bunch Jensen mindes starten i 2015 med stolthed. – Historien går tilbage til 2015, hvor ildsjæle i begge klubber turde tænke stort og skabe noget, der kunne samle hele byen. Det var ikke bare en fusion, men en vision om at skabe en klub, hvor traditioner, ambitioner og fællesskab kunne vokse side om side, sagde han.

Udviklingen har været imponerende. – Fra starten var vi en sammensmeltning af to stærke foreninger. I dag er vi en stabil, moderne og attraktiv fodboldklub, hvor både bredden og eliten blomstrer. Seniorafdelingen tæller 10 hold, fra DS til +57, og vi har over 900 medlemmer, forklarede Jensen.

Billede beskrivelse

Traditionerne lever stadig, men nye er kommet til. – Tipsdysten, fyrværkerisalget, lotteriet og afslutningsfesterne betyder utroligt meget for fællesskabet. Samtidig har vi indført nye traditioner som vores årlige lederfest, hvor vi hylder Årets Ildsjæl, Årets Ungdomsleder og Årets Seniorleder. Det viser, at vi ser og værdsætter det kæmpe stykke arbejde, der bliver lagt bag kulisserne, sagde han.

Fællesskabet er klubbens hjerte. – Det bedste ved Nørresundby fB er fællesskabet. Her handler det ikke kun om at score mål, men om at være en del af et sted, hvor man hører til. Mange tidligere spillere bliver trænere eller frivillige, og det sociale liv omkring klubhuset binder os sammen, fortalte formanden.

Sportslige ambitioner går hånd i hånd med inklusion. – Vi vil udvikle spillere og hold, der kan bide skeer med de bedste, men aldrig på bekostning af, at alle kan finde et hjem hos os. Fodbolden skal være for alle, understregede Jensen.

Billede beskrivelse

Nørresundby fB har oplevet både dramatiske nederlag og mindeværdige sejre. – Vi husker især DBU Pokalen i 2016, hvor AaB mødte med stor styrke og vandt 5-1,og Sydbank Pokalen i 2019, hvor AaB slog os med hele 8-0 med spillere som Ivar Fossum, Kusk og Thelander på holdet. Men vi har også haft store triumfer, som da Nørresundby fB +32 i 2024 besejrede de fem dobbelte danske mestre fra Aalborg KFUM med 3-0, sagde Jensen.
En kamp du kan læse mere om her - Enestående triumf: Nørresundby fB besejrer Aalborg KFUM | Seriesport.nu

Legendariske historier findes både i klubhuset, på busture og i omklædningsrummet. – De bedste episoder og grin lever videre på sidelinjen og binder os sammen år efter år, forklarede han.

Koryfæer og ildsjæle gør forskellen og der kan i Nørresundby fB peges på rigtig mange. – man kan blandt andet pege på Jørgen Siller og Ole S har sat deres præg på klubben, mens Chapper og Tonni Toupe sørger for, at maskineriet kører. Bendt Uldahl, som snart fylder 90 år, møder op næsten hver dag på kontoret og en person som Arne Schürer har været ungdomstræner igennem mere end 30 år. Kombinationen af koryfæer og ildsjæle gør Nørresundby fB helt særligt, sagde formanden.

Billede beskrivelse

Fremtiden ser lys ud. – Vi drømmer om at udvikle både spillere og fællesskab yderligere, løfte sportsligt niveau og skabe bedre faciliteter, så klubben kan være et naturligt samlingspunkt for hele byen, afsluttede Jensen.

Med stærke traditioner, en blomstrende bredde og ambitiøse elitemål ser Nørresundby fB ud til at stå som en klub for hele byen. Men hvordan vil de næste år forme historien for både spillere, ildsjæle og nye koryfæer?

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste