SMIFF09 står over for udfordringer med skader før sæsonstart
Interview med Heidi Seerup fra SMIFF09 før kampen mod Langaa IK
Hvordan har forberedelserne været op til forårets første kamp, og hvad tager I med fra sidste træningskamp? Hvem mødte I, og hvad blev resultatet?
- Vi fik en god start på træningskampene, men især den sidste træningskamp mod Kristrup i weekenden var alt for hårdt spillet og kostede tre skader oveni de tre, vi har i forvejen. Så lige nu går forberedelserne allermest på at få flest muligt af dem klar til sæsonstart. Vi taber 4-2 i Kristrup, men er også kun ni mand på banen, da der fløjtes af pga. skader. I min optik er det en ulempe, at gule kort ikke giver 10 minutter med en spiller mindre på banen i træningskampe. Vi har i hvert fald haft to meget hårdt spillende træningskampe - også for hårdt i forhold til, at vi stadig er i opstarten, og sæsonen er lige rundt om hjørnet.
I sikrede jer overlevelse i Serie 3 i efteråret med 17 point på en 5. plads. Hvad skal der til for at bygge videre på den præstation i foråret?
- Vi var nyoprykkere i efteråret og skulle lige vende os til niveauet. Men jeg er egentlig et langt stykke hen af vejen rigtig god tilfreds med vores efterår. Vi skal uden tvivl blive mere stabile - både igennem de 90 minutter, men også igennem en lang sæson.
Hvordan forbereder I jer på at møde Langaa IK, der sluttede på 2. pladsen i efteråret?
Langå er et super godt hold. De er samspillede, dygtige og fysisk stærke, så ingen tvivl om, vi møder op til første kamp med stor respekt. Men jeg ser helt sikkert, at der er muligheder for, at vi kan tage point - det gjorde vi også i den første kamp mod dem i efteråret. Men det kræver disciplin og effektivitet foran målet.
Hvad ser du som de vigtigste udfordringer for holdet i foråret, og hvordan vil I tackle dem?
At vi starter sæsonen ud med så mange skader, giver selvfølgelig nogle udfordringer i forhold til samspillet. Men ellers har fokuspunkterne her i opstarten været stabilitet, opbyggende spil og konditionen. Nu her de sidste par træningerne har vi bygget på med afslutningsspil. Kan vi få gang i vores hurtig opspil, holde koncentrationen igennem kampene og hæve vores scoringsprocent, så ser jeg gode muligheder for spændende, tætte kampe i en pulje med mange dygtige hold.