Skovsgaard B har leveret vilde resultater på banen og lægterne - er næste skridt Danmarksserien?
I Skovsgaard, en by med blot 780 indbyggere, oplever den lokale boldklub en fodboldmæssig sensation. Holdet har inden for to år sikret fire oprykninger og skal nu spille i Jyllandsserie 1.
Den uhørte sportslige succes er drevet af et ekstraordinært fællesskab og en lokal opbakning, der gang på gang skaber tilskuerrekorder på Iver Park.
Ikke så overraskende er Skovsgaard Boldklub nu nomineret til sæsonens klub til Seriesport Awards Efteråret 2025.
Ifølge formanden er nomineringen en bekræftelse på, at strategien har været den rette, men fortjenesten tilfalder først og fremmest de mange engagerede spillere, trænere og frivillige.
- Det er helt uhørt, at vi på to år har sikret fire oprykninger og nu skal spille Jyllandsserie 1, siger formand Niels Sedaka Sørensen og tilføjer:
- Det er alle mennesker i og omkring klubben, spillerne, tilskuere, sponsorer, og lokalsamfundet en del af.
1.000 tilskuere på Iver Park
Skovsgaard Boldklub er en lille klub, der er kommet på landkortet takket være den sportslige succes og en fænomenal opbakning.
Klubben er særligt stolt af den massive støtte, de har fået, som har skabt flere store højdepunkter i år.
Heriblandt oprykningen kampen med godt 600 tilskuere på hjemmebane og en oprykning til Jyllandsserien og pokaldrama med omkring 1.000 tilskuere på lægterne mod 1. divisionsholdet Hobro.
- Opbakningen viser, hvilken opbakning der er, og vi ser tilbage på de kampe med stolthed, både setuppet og at vi 'kun' tabte 4-2 i pokalkampen, forklarer formanden.
Fællesskab på tværs af hold
Klubbens kultur bygger på det princip, at alle er lige uanset alder og køn. Formand Niels Sedaka Sørensen understreger, at dette er altafgørende for at fastholde medlemmerne.
- Jeg tror, man skal opleve det for at forstå det. Vi er gode til at tage imod nye spillere og få dem ind i fællesskabet – især de ældre spillere er rigtig gode til at tage imod de unge, siger han og tilføjer:
- Vi er lydhøre over for vores spillere. Vi har fået lavet vaskeordning, og vi forsøger, at klubbens spillere har ens træningsdragter. Det gør, at de føler sig som en del af et stort fællesskab. Der skal være plads til alle, uanset om man spiller på vores Parapsport hold, Grand Old Boys, eller et af vores fire seniorhold.
Klubbens bevidste arbejde med at give spillerne ordentlige rammer rækker ud over banen, da spillerne også yder en stor indsats som frivillige til events som Nibe Festival og Nørhalne Cup.
Drømmen om Danmarksserien
Trods det seneste års fænomenale succes tør formanden drømme stort.
- Personligt drømmer jeg om, at vi kan beholde vores nuværende spillertrup og trænerteam i mange år endnu, og ikke mindst se hvor langt de kan drive det hårde arbejde til, siger han og tilføjer:
- Jeg drømmer om, at det indenfor et par år hedder Danmarksserie fodbold på Iver Park.
For at understøtte drømmen skal klubben benhårdt arbejde på at forbedre de frivilliges rammer og betingelser, ligesom Iver Park skal have en ordentlig opgradering, fortæller formanden.
Synes du, det er Skovsgaard Boldklub, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens klub.