Billede beskrivelse

Skørping IF Frem vil tilbage på sejrssporet

31. august 2023 kl. 08.31

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med cheftræner Peter Thorgaard Nielsen fra Skørping IF Frem.

Hvordan ser I frem mod kampen mod Als B på hjemmebane?

- Vi glæder os til at spille på hjemmebane igen, foran forhåbentlig en masse glade Skørpingensere. Nu har vi vores ugentlige træning tirsdag aften, hvor vi tager de første skridt mod fredagens topopgør i Serie 3.

Hvilke forventninger har I til kampen, og hvad er jeres mål?

- Efter vores tætte kamp i Aalborg Chang, hvor vi desværre måtte strække våben i kampens 93. minut, går vi efter at komme tilbage på sejrskurs. Det bliver dog på ingen måde en let opgave, da Als har et stærkt rutineret mandskab, der har fået en flot start i denne sæsons Serie 3.

Begge hold har 9 point indtil videre - hvem ser I som favorit i kampen?

- Vi forventer, at det bliver en yderst tæt affære fredag aften. Det kan meget vel blive en af de kampe, der først bliver afgjort i kampens afslutning. Jeg tør næsten ikke udpege en favorit i dette opgør, men håber at vi kan trække det længste strå på hjemmebane.

Hvordan vil I angribe kampen og spille for at sikre sejren?

- Hvis folk vil vide hvordan vi spiller, må de komme ud på stadion og opleve vores hold. Vi snakker aldrig taktisk oplæg på de sociale medier, men vil helt sikkert fortsætte vores spillestil fra de første 4 runder.

Kampfakta:

Kamp: Skørping IF Frem – Als B
Serie & Pulje: Serie 3 Kreds 28
Kamptidspunkt: 1. september kl. 18.00

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste