Skjold Sæby med stærk slutspurt i dramatisk Skive-opgør
Interview med Nikolaj Dorff fra IF Skjold Sæby efter nederlaget til Skive IK
I var bagud 3-0, men kom stærkt igen – føler du, I havde fortjent point?
- Ja, det føler jeg faktisk. Desværre er "fortjent" og "retfærdig" ikke begreber, som automatisk udløser point. Skive laver tre klassemål på stor individuel kvalitet, og de arbejder stenhårdt og afklaret. Det vil jeg gerne anerkende, men jeg synes, vi kontrollerer og skaber kampen.
Sæt ord på jeres præstation og kampens forløb – hvad fungerede, og hvad gjorde ikke?
- Præstationen overordnet er sæsonens bedste, hvor vi arbejder fint med de aftaler, som vi har – og jeg synes, at vi begynder at ligne os selv igen med et spillende udtryk. Desværre var banen rigtig svær, og kombinationen af dette og Skives lave og kompakte udgangspunkt gjorde det vanskeligt at få tempo og kvalitet i pasningsspillet. Det frustrerede os meget. Jeg oplevede, at vi lukkede Skive ind i kampen, fordi vi kom i vores følelsers vold og tabte fokus. Det er jeg ærgerlig over. På trods af det vil jeg gerne rose holdet for at samle sig og arbejde færdig. Ved stillingen 0-3 kunne vi godt være faldet helt sammen. Det gjorde vi slet ikke – tværtimod.
Hvad tager I med jer trods nederlaget – spillemæssigt og mentalt?
- Vi kan se fremgang i holdets udvikling og tilstand spillemæssigt. Mentalt skal vi få fokus tilbage på de ting, vi har indflydelse på og kan påvirke.