Skader og afbud gjorde ondt på Voersaa IF i den sidste halvdel af sæsonen
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Kasper Møller Kristensen fra Voersaa IF.
I ender sæsonen som nummer 7, hvilke ord vil du sætte på jeres sæson overordnet set?
- Overordnet er vi tilfredse. Vi er ærgerlige over tre af de sidste fire kampe. Men ellers har det været en enorm lærerig sæson for de mange unge spillere, som har fået syn for niveauet i serie 3. Vores sæson har været delt i to. Den første halvdel var vi nærmest skadesfri. Der havde vi vores muligheder i nogle af kampene. Den anden halvdel haglede skader og afbud ned over os. Og da vi i forvejen var et bundhold, var det umuligt at holde til.
Før sæsonen blev skudt i gang, hvad var jeres målsætning så foråret 2023?
- Vi havde et håb om at klare os. Men da vi så puljen, var det ikke som sådan en målsætning at blive. Og det har været vigtigt for vores forår, at vi har været realistiske og ikke lagt et unødvendigt pres på den unge trup.
Det er altid let at være bagklog, men hvad ville du hvis muligt, gerne have gjort anderledes og hvorfor?
- Hvis det havde været muligt, ville jeg gerne have lavet om på alle skaderne og afbuddene i anden halvdel af sæsonen. Det har gjort ondt på os. Med fire til seks skader/afbud fra startopstillingen i de sidste kampe, var det svært at stille noget op. Det ville også være hårdt for alle andre hold.
Hvordan har niveauet overordnet været i jeres kreds og er du positivt eller negativt overrasket over det?
- Som nævnt flere gange har det fra mit synspunkt været en vild pulje. Med min erfaring har jeg ikke oplevet noget lignende tidligere. Og da en anden oprykker Ulsted trækker sig fra puljen, var det tydeligt, at der kunne blive langt mellem pointene for os. Det høje niveau har formentlig også været årsag til, at der er hold, der har været i nedrykningsfare, som slet ikke burde ligge i den ende af rækken.