Sjørring viste format og sikrede ny sæson med helstøbt indsats
Interview med Casper Holm Sørensen fra Sjørring efter kampen mod Lemvig GF
Hvordan oplevede du kampen mod Lemvig, hvor I med 3-0-sejren sikrede jer overlevelse?
- Onsdag var jeg i Lemvig og se kampen mod Højslev. Her fik jeg lavet en grundig kampanalyse. Vi var derfor max forberedt til kampen mod Lemvig. Ud fra analysen vurderede jeg, at vi skulle gå højt i presspillet. Vi skulle være aggressive i genpres og spil frem i banen, så de ikke fik tid og rum til deres farlige omstillinger. Vi lykkedes stort set med det hele. Vi erobrer bolden flere gange højt på banen og holder fart mod Lemvigs bagkæde. Efter 4 minutter fik Noah Janssen, som oftest er blevet brugt som back, chancen som kantspiller. Noah opsnappede en tværaflevering og afsluttede med et hårdt spark, målmanden halvklarer, og Mikkel Larsen kom først på bolden og kunne let sparke bolden det sidste stykke ind over stregen – 1-0. Efter 32 minutter gentog situationen sig, denne gang var det med Mikkel Larsen som afslutter og Noah Janssen som målscorer. Afgørelsen kom efter 82 minutter, hvor Oliver Moseid sendte et indøvet hjørnespark ind i panden på Jesper Hedegaard. 3-0.
Hvad lykkedes særligt godt i en kamp, hvor der var meget på spil?
- Vi lykkedes med vores samlede gameplan. Vi lykkedes med at lukke deres offensive profiler ned. Vores bagkæde var konstant i balance, og Victor i målet var verbalt stærk og gav tryghed til sit forsvar. De unge knægte sprudlede af spilleglæde – Anders Højbak, Frederik Facius, Jakob Fisker og særligt Lukas Støvring Pedersen spillede som en rutineret ræv med masser af 1. holdskampe i bagagen. Vores offensiv var gode i presspillet, og vi tilkæmpede os mange situationer med mange spillere i boksen. Vi fik generelt udnyttet vores styrker optimalt. Jeg havde U19-træneren Jakob Margon med på sidelinjen, og det samarbejde fungerede rigtig godt.
Hvordan vurderer du holdets præstation i sæsonens måske vigtigste opgør?
- Det var en fornem præstation af hele holdet. Alle spillede op til deres bedste. Det var tydeligt, at spillerne kendte deres opgaver og ville vinde denne kamp.
Hvad betyder det for klubben og truppen at sikre endnu en sæson i Serie 2?
- Det betyder meget for klubben og truppen at sikre endnu en sæson i Serie 2. Vi har fået etableret en god kultur i klubben. Vi har ikke været mange, men dem som har været med, vil projektet. Det er i det hele taget et fornuftigt fundament, som bliver givet videre.