Sjørring faldt sammen – men de unge tog ansvar i modvinden
Interview med Casper Holm Sørensen fra Sjørring IF efter nederlaget til Ørslevkloster
Hvad gik galt for jer i kampen mod Ørslevkloster?
- Vi manglede tænding og vildskab fra første fløjt. Vi møder en modstander med 15-20 kg mere på kroppen, så vi skulle for alt i verden undgå, at det blev en fysisk kamp – men vi skulle i hvert fald 100 procent ind i duellerne. Det gjorde vi ikke, og dommerens linje var, at det hårde spil blev tilladt gennem hele kampen. Linus banker en vanvidskasse ind langt udefra, og kort efter misser dommeren et klart straffespark til os. I samme situation løber Linus ned og scorer igen – på en situation, der aldrig skulle have været farlig. Det punkterede kampen for os. Efter en skideballe i pausen fik vi overtaget og spillede os frem til flere gode muligheder. Desværre begyndte det at tordne, og kampen blev afbrudt. Da vi kom ud igen, havde Ørslevkloster fået friske ben, og vi mistede overtaget. Vi satsede til sidst, men Ørslevkloster er bare utrolig gode og effektive i omstillingsspillet.
Efter den flotte sejr over KHIF – hvad manglede I i denne runde?
- Tålmodighed og masser af løb. I den periode, hvor vi fik flyttet bolden hurtigt rundt, lykkedes vi. I den periode, hvor vi sparkede lange bolde uden adresse, lykkedes vi ikke.
Var der trods alt noget positivt, I kan tage med jer videre fra kampen?
- De unge knægte – Jakob Fisker, Anders Højbak, Lukas Pedersen og Laurits Kappel – fik endnu engang høstet noget seniorerfaring med masser af spilletid, selvom de stadig kun er ungdomsspillere. Laurits kronede en god kamp med en flot scoring.
Hvordan har truppen reageret på det klare nederlag?
- Der var dårlig stemning i omklædningsrummet lige efter kampen, mest fordi flere spillere ikke ramte dagen. Vores super-sub Oliver Grison blev desværre fiberskadet og er ude i de sidste kampe.