Simon Gasberg så Freja kæmpe sig tilbage i målfesten
Aalborg Freja og Løgstør IF leverede en vanvittig 4-4-kamp i Vestbyen, hvor Freja førte 3-1 efter 50 minutter, men pludselig var bagud 3-4. Til sidst lykkedes det at få udlignet, og målmand og anfører Simon Gasberg kan se tilbage på et opgør, hvor kampbilledet ændrede sig markant efter pausen. Derfor sætter vi Spotlight på en målfest, hvor Freja måtte kæmpe sig tilbage.
Fra målet oplevede Simon Gasberg en kamp, der var usædvanligt åben i begge ender. Aalborg Freja var ifølge anføreren bedst i første halvleg, mens Løgstør overtog efter pausen.
– Som en vanvittig fodboldkamp, det er lang tid siden jeg har været til en så åben kamp i begge ender.
De to meget forskellige halvlege gjorde samtidig kampen mærkelig at være en del af. Løgstør foretog ændringer i pausen, som ifølge Gasberg satte deres profiler bedre i spil, og det ændrede kampens udvikling.
– Personligt er jeg tilfreds med det ene point som kampen udvikler sig, og Løgstør har deres chancer til at score mere end de 4 mål.
Aalborg Freja så ellers ud til at have godt styr på opgøret. Efter 50 minutter stod der 3-1 på tavlen, men herefter gik det stærkt den forkerte vej. Freja kom til at stå skidt på banen og blev for ofte fanget i ubalance, mens Løgstør fik sat deres bedste spillere i gunstige situationer.
– Så vi var i modvind og ledte efter løsningerne, og dem fandt vi desværre ikke rigtigt.
Løgstør ramte samtidig træværket et par gange, men Aalborg Freja viste moral og kæmpede sig tilbage til 4-4.
– Heldigvis udviser vi stor moral, og får udlignet – som gør at vi kan tage 1 point med fra kampen – det kunne sagtens være endt værre.
En af de helt store oplevelser for Gasberg var samtidig Jeppe Røge. Løgstør-angriberen scorede endnu et hattrick og står dermed med seks mål efter blot to kampe. Gasberg er tydeligt imponeret, men de konkrete løsninger på, hvordan Røge kunne være blevet stoppet, holder Freja for sig selv.
– Jeg er imponeret over ham, hans evner og hans præstation. 6 mål i 2 kampe, det vidner jo om kvalitet, også en kvalitet som kunne spille flere rækker højere uden problemer.
Gasberg fremhæver dog ikke kun Røge. Han er også imponeret over den udvikling, Løgstør har gennemgået over de senere år.
– De har udviklet sig i en positiv retning, og har fået mange flere tangenter at spille på end tidligere.
Lørdag den 22. august venter Gug Boldklub på udebane, og Aalborg Freja går ind til opgaven med en klar offensiv tilgang.
– Vi kommer til at blæse til angreb.
Gug har fået en svær start på sæsonen, men Gasberg understreger samtidig, at Freja har stor respekt for modstanderen. Gug er et godt og rutineret hold, og kampen spilles på udebane under byfest med mange mennesker på lægterne.
– Det bliver forhåbentlig en festdag, men hvor vi kan trække alle 3 point med hjem til Vestbyen.
På papiret vil tabellen gøre Aalborg Freja til favorit, men ifølge Gasberg er der flere forhold, der gør kampen vanskelig. Det er et lokalopgør, Gug spiller hjemme, og samtidig er der byfest.
Derfor bliver skarpheden i felterne afgørende, hvis Freja skal have alle tre point med hjem.
– Det er det hver eneste gang vi går på banen til en JS1 kamp. Skarpheden i felterne kommer til at være helt afgørende for kampens resultat.
Aalborg Freja går dermed ind til endnu en vigtig kamp efter en dramatisk 4-4-kamp mod Løgstør. Og selv om kampene kommer tæt, glæder Simon Gasberg sig til endnu en mulighed for at repræsentere klubben.
– Vi glæder os til opgaven og til at komme ud at repræsentere logoet for 4 gang på 11 dage!