Serie 3-status redder sæsonen for Arden efter stort comeback
Interview med Arnel Becirovic fra Arden IF efter kampen mod Mariager IK
Hvordan oplevede du kampen og Arden IF’s stærke comeback?
- Det var en ret intens og spændende kamp mod et godt Mariager-hold. Vi var udfordret af deres offensiv den første halve time. Der skabte de mange chancer og kom også fortjent foran. Vi skal takke vores målmand for, at det ikke også blev 2-0. Vi kommer bedre med i slutningen af 1. halvleg og får også udlignet. Så scorer vi til 2-1 på et drømmemål af Mikkel i starten af 2. halvleg. Derfra får vi scoret hurtigt igen, og så er der klasseforskel resten af kampen.
Hvad var nøglen til at vende kampen efter Mariagers føringsmål?
- At vi bevarede roen, selvom vi var presset, og blev ved med at fokusere på at få vores spil med bolden til at fungere. Da vi fik styr på det, dominerede og kontrollerede vi kampen resten af halvlegen. Så: bevare roen, troen på tingene og få vundet kampen om bolden.
Hvordan vil du beskrive holdets præstation i anden halvleg?
- Den var rigtig god. Noget af det bedste i sæsonen. Spillet flød, vi skabte mange chancer og var overall dominerende. Vi fik punkteret kampen, og gassen gik lidt af ballonen fra Mariager. Så det var en absolut godkendt 2. halvleg.
Hvad betyder det for Arden at blive i Serie 3 efter kampen?
- Det betyder meget. Efter en hård sæson er det dét, der er forskellen på en godkendt og en ikke godkendt sæson. Selvom vi har haft udfordringer i Serie 3 i år, så mener vi stadig, vi har et hold, der er for godt til Serie 4. Så vi er rigtig glade og lettede over, at det lykkedes at overleve endnu en sæson i Serie 3.