Billede beskrivelse

Serie 2-pladsen skal sikres! Dronninglund går all in i sæsonens næstsidste kamp!

17. oktober 2025 kl. 20.02

Tre point mod Hjørring AIK Frem tidligere på sæsonen har givet Dronninglund IF troen på, at endnu en sejr er mulig. Nu gælder det revancheopgøret på hjemmebane, hvor træner Nikolai Mortensen vil sikre overlevelse og slutte sæsonen med stolthed. – Derfor sætter vi Spotlight på Dronninglund IF’s jagt på point, troen på holdets sammenhold og ønsket om at bevare Serie 2-statussen.

For Nikolai Mortensen handler de sidste kampe om at bygge videre på det, der har fungeret – og gøre det med mod. 

– Det bliver formentlig på en lidt anden måde, end vi greb det første opgør an. Vi er ikke helt på samme niveau præget af afbud som i den kamp, og de nye spillere, vi har hevet ind på førsteholdet, har bevist, at de kan være med. Så formentlig en mere offensiv tilgang, siger træneren.

Selvom topplaceringerne stadig er inden for rækkevidde, er fokus et andet. 

– Vi skal være meget, meget heldige for at nå andenpladsen. Den er mere eller mindre ikke realistisk, så vi kigger nedad og forsøger at undgå den sjetteplads, der stadig kan betyde nedrykning, forklarer Mortensen.

Han ser modstanderen som favorit – men også som en mulighed for at finde tilbage til det, Dronninglund har gjort godt hele året. – Det er Hjørring AIK Frem. Det er som om, vi mistede pusten, da vi blev snydt hjemme mod Asaa og tabte et kæmpe skridt i kampen om førstepladsen. Vi har ikke rigtig formået at rejse os siden, men det er på tide, at vi finder de ting frem, som vi har gjort så godt og over forventning i hele 2025, siger han.

Erfaringen fra første møde skal bruges aktivt. 

– Det er et hold, der spiller ekstremt offensivt. De angriber med mange spillere og sætter nærmest alt på et bræt i deres angreb. De spillede faktisk rigtig godt i det første opgør, men vi holdt dem fra mange chancer, og deres mål kom lidt tilfældigt på et hjørnespark og et straffespark. Vi ved derfor, at vi kan straffe dem i vores offensive omstillinger, for der har de langt hjem, lyder det fra træneren.

Kampfakta:

Dronninglund IF – Hjørring AIK Frem
Serie 2 Kreds 12
18. oktober kl. 13.30

'

På midtbanen skal nøglen findes, hvis Dronninglund skal tage endnu en sejr. 

– Det er to hold, der er stærke centralt, så hvis vores to stærke 8’ere vinder midtbanen, kommer vi langt, og så skal vi håbe på en god dag fra vores farlige angriber, siger Mortensen.

Han ved, hvor meget en sejr vil betyde – ikke kun for tabellen, men for følelsen af at have gjort arbejdet færdigt. 

– Vi vil rigtig gerne slutte sæsonen stærkt af for at bevare den gode følelse, vi har haft gennem to flotte halvsæsoner. Men det vigtigste er, at vi gør nok for med 100 procents sandsynlighed at forblive et serie 2-hold til den kommende sæson. Vi er tæt på at være i mål, men hvis alt går galt, kan vi stadig ramme den uheldige sjetteplads, siger han.

Dronninglund IF går ind til sæsonens sidste kampe med ydmyghed, vilje og sammenhold. For holdet handler det om mere end point – det handler om at bevise, at Dronninglund hører til i Serie 2.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste