Serie 2-eventyret fortsætter: Vodskov IF’s unge spillere skal finde fodfæste
Vodskov IF’s kvindehold i Serie 2 er stadig i sin spæde start, men træner Johnny Lindhardtsen glæder sig over en ung og engageret trup.
Med en blanding af tidligere ungdomsspillere og lokale tilgange arbejder holdet på at finde fodfæste i rækken. Han deler her sine tanker om forventningerne til sæsonen, holdets styrker og de kommende lokalopgør.
Hvad er ambitionerne for jeres hold denne sæson?
- Vi er ikke så ambitiøse med holdet, da det er vores anden halvsæson, vi er i gang med. Vi startede op på at have et 11 mands senior kvindehold sidste sommer i Vodskov IF, hvor vi kom gennem sæsonen ved hjælp af lån af spillere på vores U17 pigehold og vores 8 mands kvindehold. Der havde jeg 30 forskellige igennem for at klare sæsonen.
- Vi er en trup på 20 piger, som er meget unge i seniorrækken i alderen 17-22 år. Jeg har trænet mange af pigerne siden 2021 i ungdomsårene og været så heldig, at mange af dem er kommet tilbage efter efterskoleophold. Derudover tilgang fra spillere fra lokalområdet.
Hvilke spillere forventer du bliver nøglen til holdets succes denne sæson og hvorfor?
- Jeg er ikke tilhænger af fremhæve nogle spiller frem for andre. Vi fokuserer på holdet og det gode sammenhold, vi har mellem pigerne. Vi har et hold af piger, som er dygtige sammen.
Hvem er jeres ærkerival denne sæson og hvorfor?
- Vi håber, at vi kan spille med i toppen af rækken, men vi kender ikke de andres niveau, da vi kun har været i pulje med Holtet i efteråret. Resten er nye bekendtskaber.
- Kampene mod Sulsted og Holtet bliver nok lokalbrag, da vi har spillere på vores hold fra de lokalområder.