Billede beskrivelse

Selvtilliden vokser i Dronninglund før sæsonstart

04. august 2025 kl. 21.45

Dronninglund IF har indledt sommerens træningskampe med fine resultater og vil tirsdag aften forsøge at forblive ubesejret, når holdet møder NUBI i den tredje testkamp op til efterårssæsonen i Serie 2.

– Vi har spillet to kampe – først en 3-0-sejr over Frederikshavn FI’s Serie 1-hold og senest 1-1 mod AIK Frem, som vi også møder i vores egen pulje, fortæller cheftræner Nikolai Mortensen.

I testkampene har Dronninglund både fået gang i benene og arbejdet på grundformen – men også tanket selvtillid.

– Kampen mod FFI var virkelig god spillemæssigt, og vi viste høj klasse i både pasningsspil og omstillinger. Mod AIK Frem var benene tunge, og vi gik mere defensivt til værks – men trods det, så var der stadig fine takter, siger Mortensen.

Fokus i opstarten har været at få flest muligt i gang – og det kan mærkes på truppen.

– Vi har haft mange afbud og har derfor ikke lagt det store på taktisk. Det handler om at bygge formen op og give minutter til så mange spillere som muligt.

Mod NUBI bliver det endnu en kamp med rotation.

– Vi kommer til at skifte meget ud i forhold til sidst, og det giver nye spillere muligheden for at vise sig frem. Jeg håber, vi kan forbedre presspillet og få endnu bedre rytme i pasningerne, siger Mortensen – og understreger, at ét mål især fylder:

– Vi vil gerne gå fra træningskampene uden nederlag. Det giver selvtillid frem mod sæsonstart.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste