Billede beskrivelse

Sejren mod Aalborg KFUM var et højdepunkt i efteråret

26. november 2024 kl. 12.02

Interview med Simon Gade fra Hornbæk SF.

Hvordan oplever I samarbejdet mellem holdets forskellige kæder? Hvad har fungeret bedst?

- Forsvarskæden har fungeret godt i denne sæson, og det på trods af stor udskiftning både før og undervejs i sæsonen. Her skal der også falde ros til vores keeper Søren, som er fremragende til at guide sit forsvar.

Vi har gennem sæsonen haft stor fokus på at hænge sammen som hold både offensivt og defensivt, og der er klare fremskridt at spore.

- Hvad har overrasket jer mest positivt ved holdets spil i efteråret?

- Personligt er jeg som gammel forsvarsspiller og 6'er glad for, at vi er blevet bedre til at forsvare eget mål. Det gør det unægteligt noget lettere at vinde, når man kan finde ud af at lukke af. Én anden ting - som ganske vist ikke er en overraskelse - er vores evne til at score mål ud af det blå.

Hvordan har I arbejdet med at omsætte taktik og ideer fra træning til kamp?

- Vi arbejder efter nogle overordnede principper og ideer, som vi også træner efter i alt fra pasningsøvelser til possession-spil. Fodbold er en konstant gentagelse af de ting, man ønsker at fremelske i kamp. På vores hold er vi heldige at have forholdsvis mange individualister, som kan noget ekstraordinært med bolden eller foran mål, og her arbejder vi hele tiden med at finde balancen mellem holdspil og at skabe fordelagtige situationer for individualisterne.

Er der en specifik kamp fra efteråret, som I ser som jeres bedste præstation? Hvad gjorde den særlig?

- Sejren i Aalborg KFUM var rigtig god for os. Gode mål og flot defensivt arbejde mod et stærkt hold på en svær udebane.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste