Sejr på 16-1: - Kunne godt have vundet større
Trekroner IF 98 har fået en forrygende start på sæsonen med tre sejre ud af tre og en målscore på 25-4. Ikke mindst takket være en sejr på 16-1 over Moseby.
Ja, det blev 16-1.
Trekroner spiller i Serie 5 – men fortsætter de i samme rille, kan de jo godt risikere at rykke op.
- Trods den gode start i de første tre kampe er målet stadig, at vi hverken skal ende først eller sidst, siger den nye Trekroner-træner, Kristoffer.
Succestræneren hedder Kristoffer Jacobsen. De tre kampe i sædet er hans allerførste. Fornuftig start.
Og så er spørgsmålet, hvad pokker skete der, siden Trekroner kunne vinde en kamp med intet mindre end 16-1?
- Ja, det ved jeg nærmest heller ikke selv, lyder det fra Kristoffer.
Holdets topscorer i de første tre kampe hedder Luffe. Han har lavet otte mål, hvor seks af dem faldt mod Moseby.
- Luffe er en hurtig og fysisk stærk spiller, som altid er god for rigtig mange mål for os i løbet af sæsonen.
Hurtige kanter
Sejren over Moseby på 16-1 står selvfølgelig ud i den glimrende sæsonstart, der også har budt på 3-2 over Saltum og 6-1 over Fjerritslev.
Moseby har i øvrigt kun spillet én kamp yderligere, og den tabte de knebent med 0-1. Så enten er Trekroner rigtigt gode, eller også havde Moseby en virkelig dårlig dag. Måske begge dele.
- Jeg havde faktisk ret lave forventninger til Moseby-kampen. Men vi fik sat holdet godt op med en taktik, som nærmest ikke kunne fejle.
- Vi har nogle hurtige kanter, som vi fik sendt afsted. De vil gøre ondt på alle Serie 5-hold, og dem havde Moseby meget svært ved at håndtere, fortæller Kristoffer.
Og så kunne det endda være blevet til endnu flere mål. Moseby blev reddet af en del offsidekendelser.
- Ja, de 16-1 er måske endda lidt misvisende – vi kunne godt have vundet en del større.
Blandede bolsjer
Kristoffer råder over en klassisk trup i Serie 5. En god pose blandede bolsjer.
- Det er en blanding af folk, der ikke træner fast, og nogle gamle legender i klubben, som hjælper til. Og så er der også nogle uslebne diamanter på holdet, fortæller Kristoffer.
- I sæsonens første kamp havde vi mere end 20 afbud og fik kun lige knap og nap samlet 14 mand på dagen.
Udover Luffe med de mange mål er der også ros fra træneren til Trekroners anfører og delte topscorer, Jonas Mørch.
- Han er lidt af en talisman på holdet og et socialt samlingspunkt. Og det siger jeg selvfølgelig ikke kun, fordi han har lovet to kasser øl, hvis det også bliver nævnt, slutter succestræneren af med et grin.