Billede beskrivelse

SEIF drømmer om miraklet – alt skal afgøres i sidste runde

21. juni 2025 kl. 10.01

Interview med Michael Hjortkjær fra SEIF før kampen mod Hjørring IF

Hvordan vil I gribe kampen an, når der er så meget på spil for begge mandskaber?

- Vi kender godt Hjørrings styrker – og de er svære at dæmme op for. De har nogle imponerende individuelle færdigheder, som vi selvfølgelig skal forsøge at minimere. Det bliver en kæmpe opgave, men vi går ind til kampen med troen på, at vi kan stå imod.

Hvad bliver nøglen for jer, hvis I skal tage point i den sidste og afgørende runde?

- Vi skal både lukke ned for Hjørrings profiler og selv være skarpe i den anden ende. Vi har flere offensive tangenter at spille på, og så er vores offensive dødbolde altså noget, vi virkelig tror på. De må meget gerne være med til at tippe balancen i vores favør.

Hvordan holder I hovedet koldt, når det hele skal afgøres i allersidste kamp?

- Drengene leverer altid 100 %, når det gælder – det er kun, når vi har været sikkert foran, at vi har taget lidt let på det. Når kampene er tætte, eller vi er bagud, så kæmper de for hver en meter. Og det får vi helt sikkert brug for på søndag.

Hvordan mærker du spændingen og intensiteten i truppen op til sæsonfinalen?

- Man kan godt mærke, at spillerne er ekstra fokuserede – der kommer i hvert fald ikke til at være nogen tynde afbud i denne uge. Alle vil være med til at tage det sidste skridt, og det er det stærkeste signal, vi kan sende.

Kampfakta:

Kamp: SEIF – Hjørring IF
Serie 1 Kreds 6
Kamptidspunkt: 22. juni kl. 14.30

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste