Sammenhold og vilje sikrede Farsø/Ullits IK en flot andenplads i Serie 1
Farsø/Ullits IK’s kvinder kan se tilbage på en sæson, hvor de levede fuldt ud op til deres målsætning. Som en af rækkens mest stabile hold endte de på en flot andenplads i Serie 1 Pulje 259, fem point efter Aars IK. Cheftræner Thomas Pedersen glæder sig især over holdets udvikling og sammenhold.
Hvordan synes du, sæsonen er gået for jer helt overordnet?
- Sæsonen er gået rigtig fint. Vi har givet debut til 2-3 nye unge spillere, hvilket jeg vægter højt i forhold til at bygge videre på truppen.
Nåede I jeres målsætning?
- Vi havde en målsætning om top 3, og vi endte som nummer 2. Det er bestemt godkendt.
Hvad var sæsonens højdepunkt for jer som hold?
- Selvom kampen ikke betød noget pointmæssigt, så vil jeg sige, at det var den sidste kamp mod Aars. Vi tog 12 spillere afsted med planen om at give dem deres første pointtab i sæsonen, selvom det lød lidt op ad bakke. Spillerne kæmpede en vis del ud af bukserne, og selvom vi var uden flere af de normale stamspillere, så fik de lukket godt af for Aars.
- Da skader og træthed ramte i 2. halvleg, var der flere, der kørte på reservetanken de sidste 20 minutter. Det er en super fed indstilling. Måden de bakkede hinanden op på og lige tog de sidste meter, selvom det gjorde ondt, viser et stærkt sammenhold i gruppen.
Kampen endte 0-0, og for Pedersen blev det et symbol på holdets moral og mentalitet.
Hvad skal I arbejde videre på frem mod næste sæson?
- Jeg tænker, spillerne går i gang igen i slutningen af januar eller starten af februar, når vi har standerhejsning. Fokus de første par måneder vil naturligt være at få dem i god form, så de undgår skader, når turneringen går i gang.
- Det plejer vi at gøre på en måde, så flest muligt gider at komme til træning næste gang. Det vil sige, at der altid er en bold med. De er jo kommet for at spille fodbold.
Med en stærk sæson i ryggen og et ungt hold i udvikling ser Farsø/Ullits IK’s kvinder ud til at stå godt rustet til endnu en topplacering i Serie 1, når fløjten lyder igen i foråret.