Seneste nyt
Billede beskrivelse

Samlede træninger i Chang giver pote: Holdkammerater bliver til venner

22. maj 2026 kl. 11.03

I Aalborg Chang handler seniorfodbold ikke kun om resultater men i høj grad også om fællesskab.

Siden januar 2026 har alle spillere fra Serie 1 og Serie 2 trænet sammen som én trup. Der er også øvelser, hvor det er opdelt, men mange af tingene foregår sammen. 

Og det samme gælder for Serie 3 og Serie 4-holdene.

- Jeg startede på Serie 3-holdet og har egentlig bare bevæget mig op derfra. Så nu kender man både dem fra Serie 3, Serie 2 og Serie 1. Vi er en samlet pakke nu, siger Ensar ”Enco” Mekic.

Han spiller på Aalborg Changs førstehold efter at være skiftet fra Vejgaard for snart fire år siden.

Og han bliver bakket op af Marcus Møller, som spiller på andetholdet.

- Jeg startede med ikke at kende så mange, men nu kender man mange, og det får også en til gerne at ville blive i klubben. Mange af mine holdkammerater er blevet mine venner nu, fortæller Marcus.

Alle anledninger er gode

- Før kendte man hinanden lidt på kryds og tværs, men nu har man virkelig lært folk fra de andre hold at kende.

Han mener, at det har løftet stemningen i hele klubben. 

Fælles opvarmning, træning, øl i omklædningsrummet og sociale arrangementer som en tur i partybus eller en klubdag er også med til at styrke relationerne.

- Det behøver ikke være det store. Det kan også bare være at blive efter træning, se Champions League og bestille pizza. Al anledning er en god anledning, siger Marcus.

For både Marcus og Enco er budskabet klart: Det handler lige så meget om relationer som om resultater. Og det stærke sammenhold er dét, der gør en fodboldklub til mere end bare en fodboldklub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste