Billede beskrivelse

Sæsonens første clean sheet gav nyt liv til hele projektet

24. september 2025 kl. 17.01

AaB hentede et flot 0-0-resultat ude mod topholdet Farsø/Ullits IK. Et opgør præget af intensitet, stærk disciplin og et vigtigt clean sheet, der giver bundholdet tro på mere. Derfor sætter vi Spotlight på AaB og Rene Dams vurdering af kampen.

– Det var en rigtig intens og jævnbyrdig kamp, hvor begge hold havde deres perioder og chancer. Vi vidste på forhånd, at Farsø/Ullits IK er et stærkt tophold, så vi lagde meget vægt på at stå kompakt og arbejde hårdt for hinanden. De havde et par store muligheder, men vi fik også skabt vores, og derfor føltes uafgjort som et fair resultat i sidste ende. Jeg syntes, vi viste god moral og disciplin på banen, og det er positivt, at vi for anden gang i sæsonen kan matche dem og tage point med.

Kampfakta:

Kamp: Farsø/Ullits IK – AaB
Serie & Kreds: Jyllandsserien 2.3
Resultat: 0-0

AaB har dermed et godt tag på topholdet. – Vi har set dem et par gange, og set hvilke styrker de indeholder. Samtidig syntes jeg, vi i perioder matcher deres fysiske spil og får neutraliseret det, som normalt lykkes for dem.

Et særligt højdepunkt var sæsonens første clean sheet. – Det betyder rigtig meget for os at holde nullet, især mod et af rækkens stærkeste hold. Det giver både selvtillid og bekræfter os i, at vi er på rette vej.

Selvom AaB stadig ligger sidst med blot to point, peger tallene på, at defensiven er blevet en styrke. – Jeg syntes helt sikkert, at vores defensive organisation er blevet bedre fra kamp til kamp. En stor del af forklaringen skal også lyde på, at vi begynder at spille med de samme spillere fra kamp til kamp, og derved kommer der helt automatisk mere tryghed i de bagerste rækker.

Offensivt er der stadig plads til forbedring. – Der er ikke andet for end at arbejde hårdt på træningsbanen og derved arbejde med en masse løbemønstre samt afslutninger.

Alligevel ser Rene Dam store perspektiver i præstationen. – Helt sikkert, at tage point og holde nullet mod et tophold giver os et mentalt boost og tro på, at vi kan drille alle i rækken.

Et bundhold, der holder stand mod toppen, kan blive en joker i den resterende del af sæsonen – spørgsmålet er, om AaB kan omsætte defensiv stabilitet til sejre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste