Rosendals triumf med en massiv sejr over Als B
Interview med Paw Groes fra IK Rosendal efter sejren over Als B.
Paw, I knuste Als B med hele 9-1 i dagens kamp. Hvordan vil du beskrive jeres præstation og det, der gjorde jer i stand til at vinde med så stort en margen?
- Efter seneste kamp i Nørager, var vi ikke helt tilfredse med præstationen, så vi var opsatte på at komme tilbage på sporet, og fik sat et højt tempo på kampen fra kampens start. Vi sad der i presset og fik spillet os udenom Als, og førte 5-0 ved pausen.
Hvordan lykkedes det jer at opnå så mange mål i dagens kamp, og hvilke elementer af jeres spil fungerede særligt godt?
- Vi havde rigtig god bevægelse i spillet med bolden. Hang bedre sammen i kæderne og havde justeret lidt på et par positioner som gav os flere afleveringer på banens sidste halvdel. Det virkede godt i kampen, og vi fik spillet os til mange flotte chancer og mål.
Med 39 mål i blot 8 kampe har I haft en imponerende sæson indtil videre. Hvad tror du, har været nøglen til jeres succes på banen?
- Vi har fundet en formation, hvor vi føler os komfortable på og uden bold. Ligeledes har vi en god variation i vores etablerede angrebsspil, hvor vi har mange forskellige der har både scoret og assisteret. I dagens kamp, hvor vi scorer 9 mål, har vi 6 forskellige målscorere foruden det selvmål Als scorer.
Hvordan vil I som hold opretholde dette niveau af præstation og fortsætte med at dominere i de kommende kampe?
- Basen på holdet er de sidste 6 spillere. De er fuldstændig afgørende for at vores offensiv kan blomstre og spille frigjort. Hvis vi kan fortsætte med at hænge godt sammen i kæderne, skaber vi en sikkerhed for de forreste, så de kan folde sig ud, og ligeledes giver det tryghed på hele holdet at vi har en fremragende målmand og en stærk back kæde. Med de ting på plads, tror jeg vi kan fortsætte ydmygt og hårdtarbejdende på at skabe flere gode kampe.