Rødt kort og straffespark vendte Playoff finale på hovedet
Interview med Heidi Seerup fra SMIFF09 efter kampen mod Vorup fB
Hvordan oplevede du kampen mod Vorup fB og nederlaget på hjemmebane?
- En kamp med nerve, og den bar præg af, hvad der var på spil for begge hold. Vi kom lidt usikkert fra start, men fik efterhånden bedre fat i kampen og fik overholdt de aftaler, vi havde omkring vores spilkoncept. Vi blev desværre ramt af en kontroversiel situation, hvor vi får et rødt kort og et straffespark imod os, da dommeren vurderer, at en af vores forsvarsspillere rører bolden, før den krydser målstregen. Det sætter os i en svær position, både på måltavlen og numerisk. Vi kæmper videre, men hvor tiden burde have været vores allierede, blev den i stedet vores fjende – og kræfterne slap op.
Hvad var de største udfordringer mod et stærkt Vorup-hold?
- Vorup havde taget lidt spillere med oppe fra, så de var stærke og kom med et godt, effektivt hold. Det blev også afgørende, at de forstod at udnytte spillets gråzoner og lykkedes med at bruge de nødvendige midler for at få overtaget i kampen. De havde marginalerne på deres side i denne kamp. Vi føler selv, vi bliver ramt af nogle dommerkendelser – både på det røde kort, men også et par af deres mål – som sammen med vores nervøse start og vores mentale tilstand efter en lang, hård sæson bliver kampafgørende. Men jeg har kæmpe ros tilovers for gutterne, som knoklede og hang ved i kampen godt ind i anden halvleg. Vi havde faktisk også en stor mulighed for at gøre det til 2-2, men desværre fik vi ikke udnyttet den. Det blev rent ud sagt en rodet kamp, hvor små fejl og tilfældigheder kom til at afgøre det hele. Jeg tænker i bund og grund, så opsummerer kampen i dag egentlig ret godt vores sæson – desværre.
Hvordan vil du beskrive holdets indsats i sæsonens slutspurt trods nederlaget?
- Jeg synes, holdet har vist rigtig god moral og vilje i slutspurten. Selvom vi har haft stolpe ud i flere afgørende situationer, har spillerne holdt fast i konceptet og kæmpet for hinanden. Vi har bygget noget stærkt op – både på og uden for banen – og det lover godt for fremtiden, selvom det ikke gik vores vej denne gang.
Hvad betyder nedrykningen til Serie 4 for klubben fremadrettet?
- Selvfølgelig er det aldrig sjovt at rykke ned, men vi vælger at se det som en mulighed for at styrke fundamentet. Vi er en klub med stor bredde – vi har fem herreseniorhold, hvilket er mere end mange af de store klubber i Randers. I efteråret har vi ikke mindre end tre Serie 4-hold, så vi håber på en oprykningsfest sidst på året. Der er masser af engagement og potentiale i klubben, så vi ser fremad med optimisme. Vi arbejder videre både på og uden for banen i SMIFF09. Men først en velfortjent sommerferie.