Billede beskrivelse

Revanche, lokalopgør og nøglekampe venter AIK Frem

29. januar 2026 kl. 06.01

En tæt og fysisk krævende pulje venter Hjørring AIK Frem i foråret, hvor marginaler, disciplin og lokalopgør kan blive afgørende. Derfor sætter vi Spotlight på træner Jesper Ladefoged, der giver sin vurdering af rækken, peger på favoritterne og fortæller, hvor AIK Frem skal sætte ind for at blande sig i toppen.

Forårspuljen bliver ifølge Jesper Ladefoged både svær og uforudsigelig. 

– Det er igen en meget svær pulje med mange gode hold. Jeg forventer, at den bliver tæt, hvor man må spå Frederikshavn til at være favoritter, vurderer han.

Lokalopgørene fylder som altid ekstra meget i kalenderen. 

– Kampene mod SHI betyder noget. Vi tabte begge opgør i efteråret, så der jagter vi revanche, siger Ladefoged.

Flere hold peger sig ud som udfordringer i rækken. 

– Frederikshavn burde være det sværeste hold, og vi har generelt haft det svært mod SHI. Dronninglund tror jeg får en god sæson, mens Løkken får det svært. Resten kommer til at ligge forholdsvis tæt, forklarer han.

Nøglekampene er allerede tydelige for AIK Frem. 

– Kampene mod Løkken, SHI og Strandby-Elling er opgør, vi vil vinde, så de bliver helt klare nøglekampe. Derudover skal vi dominere vores hjemmekampe og vise, hvor svært det er at komme til os, fastslår træneren.

Holdets potentiale er stort, men én faktor bliver afgørende. 

– Vi er et ungt og talentfuldt hold med mange strenge at spille på. Skal vi få en rigtig god sæson, skal disciplinen være bedre. Fylder det ikke som til sidst i efteråret, og holder vi os fra kort, så tror jeg, vi ender i toppen, siger Jesper Ladefoged.

Hjørring AIK Frem går ind i foråret med et ungt og ambitiøst hold, hvor disciplin og hjemmestyrke kan blive nøglen. Jesper Ladefoged håber, at potentialet forløses, og at AIK Frem kan tage næste skridt i en tæt og ubarmhjertig pulje.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste