Billede beskrivelse

Refleks stærkt målmand i Thorup/Klim

07. juli 2023 kl. 06.01

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Tommy Kristensen, Thorup/Klim.

De fleste klubber og hold har deres bødekasser, hvem har været forårets største bidragsyder hos jer og hvorfor?

- Vores største bidragsyder må være Markus Gjettermann Olsen - tæt forfulgt af Nikolaj Faarbæk Bjerre. De har det begge med at komme lidt for sent, sammen med en lille kerne af spillere. Især til udekampene. Markus, Nikolaj og den lille håndfuld spillere, har dog mange spændende forklaringer på hvordan og hvorfor de er forsinket, grundet trafik, fiskeri med mere. Jeg er dog desværre i tvivl om hvorvidt alle bøderne er blevet registreret, da bødekasseformanden Mads Helenius Nielsen, vist nok gav op med indkrævningen halvvejs i sæsonen. Sikke en fest, det ellers kunne være blevet til i november måned.

Hvem fik netmaskerne til at blafre flest gange for jer i løbet af foråret og hvor mange mål scorede han, samt hvordan vil du beskrive ham som spiller?

- Malthe Sørensen blev vores topscorer med 4 mål, men Gustav Svaneborg er meget sikker på at han med et hattrick i tredjesidste kamp mod Saltum kom op på 4 scoringer også. Han står dog ret alene med den betragtning, hvor holdlederne Bent Sørensen, Gert Kristensen og jeg, ikke kunne se det 100 % derfra, hvor vi stod. Vi noterer ham derfor for tre mål. Vores topscorer Malthe, er en ung spiller på 20 år. Han er først og fremmest en god holdkammerat, som knokler for holdet med et enormt løbepensum, med og uden bold. Altid positiv og en ægte holdspiller. Han skal lære at være mere kølig i afslutningerne, når chancerne tilfalder ham. Han kunne sagtens have lavet 15-20 mål i foråret, men med det udviklingspotentiale han har, så kommer det forhåbentligt med årene og erfaringen. Vores scoringer i foråret har været fordelt jævnt ud over flere spillere, hvor jeg også mener at netop holdet, er den største styrke vi har. Spillerne, som en gruppe, arbejder hårdt sammen i kampene og jeg fornemmer at vi er svære at spille imod for de andre hold.

Hvem har I haft til at stå på stregen og hvordan vil du beskrive hans forcér og den betydning han har for jer?

- Mathias B. Jensen har været vores målmand i foråret, og han har stået en rigtig flot sæson. Mathias er en meget rolig person, som er vellidt på holdet. Han er stærk på stregen og har rigtig gode reflekser en mod en. Derudover har han et rigtig godt spark, hvilket kan være ret vigtigt som keeper og for os som oprykkere. Ham er vi enormt glade for på holdet og i klubben.

Hvis du skulle pege på holdets oversete stjerne og hvorfor vælger du at pege på ham?

- Hmm… Synes det er svært at pege på en enkelt, men synes generelt holdet rummer ret mange dygtige spillere, som hver især har netop deres forcer. Flere spillere, har ikke spillet serie 3 før dette forår, og det gælder både spillere først og sidst i 20’erne. Såfremt de som enkeltpersoner er i stand til at videreudvikle sig i efteråret, så kan de, og vi blive farlige for ethvert hold i serie 3. Lige pt. må vi dog være ydmyge og vi ved godt, at vi kommer under pres igen i efteråret, hvor flere modstandere også kender vores styrker og svagheder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste