Rasmus Solomonsen: - Vi skal ende øverst af alle Thy-hold
Efterårssæsonen i Serie 2 Kreds 15 tegner til at byde på nye udfordringer og spændende lokalopgør. Derfor har Seriesport.nu valgt at sætte spotlight på Klitmøller IF og træner Rasmus Solomonsen, der deler sine tanker om kredsen, kommende opgør og ambitioner.
– Puljen er spændende. For første gang i lang tid er der kommet en del nye hold, så kendskabet til de andre hold er ikke så højt. Dog er der stadigvæk lidt Thy-hold, som vi kender. Men de nye hold bliver spændende at følge, siger Solomonsen.
Når vi spørger til, hvilke hold han forventer vil spille med i toppen, peger han på Sjørring: – Jeg har en lille fidus til, at Sjørring klarer sig godt. De imponerede mig i sidste sæson, og kan de bevare den mentalitet i deres trup, så kommer de langt. Derved også sagt, at vores tidligere spillere Kasper Skak og Joseph Simmonds skifter til dem.
Lokalopgør har naturligvis en særlig betydning: – Vi ser altid frem til vores opgør mod de lokale Thy-hold. Der er en sund intensitet på banen, når vi møder hinanden, fortæller Solomonsen.
Når det kommer til Klitmøller IF’s egne ambitioner, er målet klart: – Vi har altid ét mål. Vi skal ende øverst af alle Thy-hold – men vi kan godt lide at spille med om de sjove pladser.
Seriesport.nu følger naturligvis Klitmøller IF tæt i efteråret – for med nye udfordringer, lokale rivaler og en klar målsætning om topplaceringer bliver det en sæson fuld af spænding og nerve i Serie 2 Kreds 15.