Billede beskrivelse

Presset er på Fortuna, og det håber Dannebrog Astrup at udnytte

26. marts 2026 kl. 12.00

KVINDE: IF Dannebrog Astrup går ind til lørdagens premierekamp mod Fortuna Hjørring med tro på, at der kan hentes point mod en af rækkens favoritter i Kvindeserie Vest.

Cheftræner hos Dannebrog, Jan Madsen, lægger ikke skjul på, at det er hjemmeholdet, som går ind til kampen med et tungt forventningspres.

- Fortuna Hjørring har et stærkt, teknisk og ungt hold, der spiller med stor fart i deres omstillinger, som vi skal modstå, siger han og uddyber.

- Men det er også en kamp, hvor alt pres er på Fortuna, da de selvfølgelig ikke må sætte point til i en sæsonpremiere på hjemmebane.

Selvom Fortuna Hjørring vurderes som favorit, rejser Dannebrog Astrup ikke til Vendsyssel for blot at forsvare sig. 

- Vi skal være positive og optimistiske. Man skal ikke stille sig alt for langt tilbage på banen. Kan vi få ét point med hjem, vil det være rigtig godt.

Netop derfor ser IF Dannebrog Astrup kampen som mere end blot en vanskelig sæsonåbner. Et godt resultat kan få stor betydning i tabellen allerede fra start.

- Vi vil super gerne godt fra start og ved selvfølgelig også godt, at de hold, der stjæler point fra top 4-holdene, står godt.

Fire klare favoritter

Dannebrog-træneren fremhæver Fortuna Hjørring, VSK Aarhus, Vejgaard og Lyseng, når snakken falder på favoritter til topplaceringerne.

- Det er fire dygtige hold, der også kan få spillere oppefra. Og så er der os andre, som skal kæmpe om at undgå nedrykning, siger Jan. 

Opstarten har ikke været ideel for IF Dannebrog Astrup, men holdet føler sig alligevel klar til udfordringen. Ifølge Jan Madsen har spillerne arbejdet målrettet trods vanskelige forhold.

- Vi har haft lidt svære betingelser uden en kunstbane her i opstarten, men vi har arbejdet målrettet med at forbedre nogle elementer i vores spil. Og vores træningskamp har vist et godt niveau, så vi føler os klar på opgaven.

- Nu kan vi snart heller ikke vente længere med at komme i gang, slutter han. 

Dannebrog Astrup tager altså til Fortuna Hjørring med både håb og ambitioner. 

Det er altså lørdag formiddag, at Fortuna Hjørring og IF Dannebrog Astrup sparker gang i den nye sæson.

Kampfakta

  • Kamp: Fortuna Hjørring - IF Dannebrog Astrup
  • Serie: Kvindeserie Vest Pulje 251
  • Kamptidspunkt: 28. marts kl. 11:00
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste