Seneste nyt
Billede beskrivelse

Peter har sat sit aftryk på Valsgård IF83 – nu forlader han en klub han elsker

06. september 2026 kl. 08.01

Efter seks år på sidelinjen har Peter Thomsen besluttet, at tiden er kommet til at give stafetten videre i Valsgård IF83. Beslutningen har været længe undervejs, men nu vil både træner og klub have nye indtryk. Derfor sætter vi Spotlight på Peter Thomsen, der ser tilbage på seks år med oprykning, nedrykning, fællesskab og en klubkultur, han er stolt af at have været med til at skabe.

Da Peter Thomsen for seks år siden tog en uformel snak med et par gode klubfolk fra Valsgård IF83, havde han gået med tanken om, at det kunne være fedt at komme hjem til hjembyen. På det tidspunkt havde han i mange år betragtet Hobro IK som sit fodboldhjem, men samtalen skulle vise sig at blive begyndelsen på et seks år langt trænerkapitel i Valsgård.

– Hverken de eller jeg havde nok tænkt, vi skulle være sammen hele seks år, som jo er lang tid i denne verden, fortæller Peter Thomsen.

Beslutningen om at stoppe ved årsskiftet er derfor heller ikke kommet pludseligt. Den har været længe undervejs, og Peter Thomsen har flere gange været i dialog med formanden om fremtiden. Allerede for halvandet år siden gjorde han det klart, at klubben burde begynde at overveje, hvem der skulle tage over, når hans tid var slut. Alligevel blev samarbejdet forlænget med endnu et år.

Også denne sommer har træneren forsøgt at gøre klubben opmærksom på, at tiden var inde til at finde en ny trænerkonstellation.

– Selvom formanden igen i starten af denne sommerferie ikke helt ville forstå min, synes jeg, ret klare anbefaling om, at Valsgård skulle kigge efter en ny trænerkonstellation fra nytår, var de måske i en forhåbning om, at jeg lige kunne tage et år mere, siger Peter Thomsen.

Men nu er beslutningen truffet. Og for Peter Thomsen handler det ikke om en enkeltstående episode, men om følelsen af, at tidspunktet ganske enkelt er det rigtige.

– Jeg kan nu mærke, at det er det rigtige for klubben og jeg selv. Nu skal vi hver især have nye indtryk.

Når han ser tilbage på de seks år, er det da også tydeligt, at det ikke kun er resultater og placeringer, der fylder. Peter Thomsen har sammen med en lang række mennesker oplevet både op- og nedture, men især fællesskabet omkring klubben har sat sig fast.

Det måske tydeligste sportslige højdepunkt kom i sommeren 2020, hvor Valsgård IF83 for første gang nogensinde spillede sig i Serie 2.

– Der herskede i sommeren 2020 en eufori efter, at klubben for første gang nogensinde spillede sig i Serie 2. Den aften står stadig helt klar for mig som en helt speciel oplevelse, fortæller han.

Men Peter Thomsen fremhæver ikke kun det, der skete på banen. Han peger i høj grad på de mange mennesker, som har været en del af hverdagen i klubben – medtrænere, holdledere, kioskfolk, spillere og andre omkring Valsgård IF83.

Ifølge træneren har klubben fra begyndelsen været nem at komme ind i, og de mange frivillige har allerede lagt et stærkt fundament. Hans egen rolle har i høj grad været at supplere med initiativer og idéer.

– Jeg tror, at mange vil sige, at jeg har været med til at skabe en balance mellem seriøsitet og hygge, siger Peter Thomsen.

Billede beskrivelse

Han er samtidig stolt af den træningskultur, der gennem årene har været omkring førsteholdet. En stabil gruppe spillere har troligt mødt op til træning, og netop den kontinuitet har været en vigtig del af arbejdet.

Det er også noget af det, han kommer til at savne, når han ikke længere står på sidelinjen. Ikke nødvendigvis selve kampene, men hverdagen omkring klubben.

– Jeg kommer til at savne de 3-4-5 gange om ugen, jeg er kommet i klubben. Her har jeg haft æren af at møde og samarbejde med mange skønne mennesker, og fælles har vi skabt og udviklet klubkulturen, som den er i dag. Det er jeg stolt over at have været en del af.

Selvom trænerrollen stopper, bliver Peter Thomsen næppe helt væk fra Valle Park.

– Jeg kigger helt sikkert forbi Valle Park, for det bliver man afhængig af.

Han fortæller også, hvordan han gennem årene har oplevet tidligere trænere kigge forbi, mens han selv stod i spidsen.

– Det har virkelig været en fornemmelse.

Samtidig sender han en stor tak til de mange mennesker, der har været med til at få hverdagen til at fungere. Holdledere, kiosk, kampfordeler, trænere og spillere har ifølge Peter Thomsen alle været en vigtig del af de seks år.

Men de seks år har også udviklet ham selv som træner. Han beskriver en ændret tilgang til trænergerningen, hvor han i dag er mere bevidst om, at spillere har forskellige behov.

– Jeg er blevet mere bevidst om, at forskellige spillere har forskellige behov, og disse er jeg nok blevet bedre til at møde. Det gælder både de bedste spillere, men også dem, som er der for fællesskabets skyld mere end for selve fodboldspillet.

På CV'et står der også noget, som ikke tidligere havde været en del af hans trænerkarriere.

– Jeg har også fået min første nedrykning på CV'et, endda flere af slagsen, efter at jeg i næsten 20 år som seniorspiller og træner ikke havde prøvet det.

Nu handler det dog først og fremmest om at få afsluttet Valsgård-kapitlet på en ordentlig måde. Forudsætningerne er ikke nødvendigvis de samme, som da klubben spillede i Serie 2.

Peter Thomsen fortæller, at der kun er tre-fire spillere tilbage fra det hold, der spillede Serie 2 for godt et år siden. Flere er stoppet, mens fem dygtige spillere er ude med alvorlige skader. Det betyder samtidig, at nogle spillere har taget hele vejen fra Serie 5 til førsteholdet.

– Vi er i den grad udfordret, men vi kæmper skulder ved skulder, og jeg håber på at kunne aflevere et forynget hold, hvor de fleste har mere erfaring og har fået hår på brystet.

Og selvom han altså stopper i Valsgård IF83, tyder meget på, at fodbolden fortsat kommer til at fylde.

– Jeg kaster mig nok ud i et nyt projekt i det nye år.

Først skal der dog sættes et værdigt punktum for seks år, der har betydet meget. Og når Peter Thomsen skal samle sine sidste ord til klubben, spillerne og alle omkring Valsgård IF83, handler det først og fremmest om taknemmelighed – men også om en klar opfordring til fremtiden.

– Jeg vil benytte lejligheden til at takke alle de mennesker, jeg har mødt på min vej i Valsgård IF83-regi. I har alle været medvirkende til, at jeg har elsket at komme så meget i Valsgård.

Han håber samtidig, at klubben fortsætter den udvikling, der allerede er sat i gang, og at nye mennesker bliver taget godt imod.

For Peter Thomsen handler det især om at sikre, at der også fremover er kræfter nok til at løfte alle de opgaver, som følger med en fodboldklub.

– Mange af jer, der har været der siden 80'erne og 90'erne, er ikke helt unge mere, og derfor er det vigtigt, at andre yngre bliver engageret og kan støtte og efterhånden tage over på de mange opgaver, der er i en fodboldklub.

Seks år efter den første uformelle snak er Peter Thomsen altså på vej mod sidste omgang på sidelinjen i Valsgård. Men det lyder ikke som et farvel til fodbolden. Mere som afslutningen på ét projekt – og begyndelsen på det næste.

Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste