Perfekt forår sender Hadsund mod nye højder
Hadsund Boldklub har leveret et forår, hvor helheden og fællesskabet har været det klare omdrejningspunkt i en sæson præget af stærke resultater og et markant kollektivt løft.
Efter en perfekt Serie 2-sæson er fokus allerede rettet mod næste skridt, hvor både mentalitet og arbejdsindsats skal fastholdes.
Derfor sætter vi Spotlight på træner Jesper Harbo Overgaard og klubbens videre udvikling.
Selvom Hadsund Boldklub har haft en sæson med stor succes, er det ikke én enkelt spiller, der står tilbage som forårets profil. Ifølge Jesper Harbo Overgaard ligger styrken i hele holdet.
- Det er svært at pege på en spiller, for vores styrke er helheden. Men det er klart, at vores offensiv gør ondt på mange med fart og teknisk flair, dermed ikke sagt vi også har lukket godt af defensivt, så igen det er nok helheden jeg vil give denne cadeau, fortæller han.
Efter en fejlfri sæson er fokus nu rettet mod, hvordan holdet kan bygge videre på den udvikling, der har bragt dem hele vejen til oprykning.
- Vindermentalitet og ville opnå nye mål, så skal vi ride videre på den positive bølge vi har, men vigtigst af alt, vi skal arbejde hårdt til træning for at kunne vinde fodboldkampe samt beholde den ydmyge tilgang, som vi har haft, det er vores vigtigste tilgang, siger Jesper Harbo Overgaard.
Stemningen i klubben er præget af optimisme, men også af bevidstheden om, at arbejdet langt fra er færdigt.
- Klart der er positive vinde at mærke, vi har et stærkt fællesskab, ikke vi er jubeloptimister, men klart vi skal bygge videre på de positive tendenser og gerne få det videre ud på de andre hold i klubben, forklarer han.
Samtidig understreger han, at pausen bliver kort, før nye mål skal jagtes.
- Nu har folk fortjent en god ferie, men med nye mål skal vi alle snart tilbage, nye mål om at flytte truppen, holdet og ikke mindst klubben, så må vi se om dette lever op til vores forventninger, konstaterer han.
Hadsund Boldklub går dermed et nyt kapitel i møde med et stærkt fundament, en klar vindermentalitet og en tydelig tro på, at udviklingen langt fra er slut.