Over 250 kampe for Aars IK: Signe og Ida bor i Aalborg, men fodboldhjertet banker for Aars
De har delt omklædningsrum, sejre og køreture i årevis i Aars IK. 24-årige Signe Olesen, holdets anfører og angriber, har spillet over 100 kampe, mens Ida Kristensen som rutineret forsvarsspiller har spillet mere end 150 kampe.
Tilsammen står de for over 250 kampe, og selvom begge nu bor i Aalborg, kører de fortsat til Aars flere gange om ugen.
Et fællesskab, der er køreturen værd
Mange ville nok skifte til en klub tættere på, når de flytter til en større by, men ikke Signe Olesen og Ida Kristensen. Begge har overvejet det, men det sociale sammenhold og de gode trænere har gjort beslutningen nem:
– Jeg overvejede, om jeg skulle skifte, da jeg flyttede til Aalborg, men så var vi flere, der kørte sammen. Det giver nogle hyggelige køreture, siger Olesen med et grin.
For duoen er det tydeligt, at Aars IK gør meget for at fastholde spillerne. Både gennem fællesskab, gode muligheder og et stærkt socialt miljø:
– Det er en god klub. Godt sammenhold, gode hold og gode trænere, siger Kristensen.
Hør Olesen og Kristensen fortælle mere om deres tid i Aars IK i videoen her:
Comebacket, der kun varede ét minut
Efter mere end 250 kampe tilsammen er der mange oplevelser at se tilbage på, men ikke alle handler om store sejre:
– Jeg kan huske en kamp, der var rigtig træls. Jeg havde været ude i et par måneder, fordi jeg døjede med mit knæ. Efter genoptræning skulle jeg starte op igen. Jeg starter ude og kommer ind i halvlegen, hvor jeg er inde i ét minut, før jeg får gult kort. Mit første og eneste gule kort, fortæller Olesen.
Ellers husker de mest kampe for alt det positive, de har givet – og især sejrene.
– Altid dem, vi vinder. Dem har der heldigvis været mange af her på det sidste, siger Olesen.
Til de næste klubdronninger: Nyd spillet og fællesskabet
Efter mange år i Aars IK har Signe Olesen og Ida Kristensen et simpelt råd til de unge piger i klubben for at holde sig motiverede til at blive i klubben. Det handler om at nyde tiden og alt det, der følger med udenfor banen:
– De skal se frem til, at de får lov til at spille på dame senior, hvor vi har nogle fede arrangementer og fede fester, siger Olesen.
For Kristensen handler det især om at bevare glæden ved spillet, og huske på, hvorfor man startede:
- Ellers bare at have det sjovt og nyde det, understreger hun.