Billede beskrivelse

Optimisme og potentiale giver Dronninglund tro på stærkt forår

20. november 2025 kl. 16.32

Dronninglund IF har vist, at Serie 2 kan overraske, når talent, humør og vedholdenhed mødes. Derfor sætter vi Spotlight på træner Nikolai Mortensen, som fortæller om udfordringer med skader og afbud, en historisk 10-3-sejr, og hvordan et ungt, engageret hold stadig skaber optimisme for foråret.

Efteråret bød på både højder og udfordringer for Dronninglund IF, og samarbejde på banen var et af de områder, der fik ekstra opmærksomhed. 

– Vi havde lidt udfordringer i Strandby, hvor vores indstilling var helt væk, selvom vi kom fra en periode med fem sejre og en uafgjort. Når tingene gik imod os, begyndte vi alt for hurtigt at beskyde og beskylde hinanden, men ellers kæmper vi altid for hinanden, og sammenholdet på holdet er stærkt, siger Nikolai Mortensen.

Et øjeblik, der vil blive husket længe, var Sebastian Aaens spektakulære 10-målskamp i 10-3-sejren i Sulsted. 

– Det var første gang i minimum 23 år, at Dronninglunds førstehold scorede 10 gange, og alle målene kom fra samme spiller. Historien er nærmest for god til at være sand, konstaterer Mortensen.

Uden for banen har humøret præget holdet. 

– Der er sjældent dårlig stemning til træning, kamp eller i omklædningsrummet. Det er en god gruppe af unge gutter, og det gør fodboldtræningen til noget positivt, siger han.

Efterårets største udfordringer har været skader, afbud og mange midtugekampe, som har påvirket træningsvolumen. Mortensen forklarer: 

– Vi har forsøgt at håndtere det ved at gøre træningen mindre taktisk og fokusere mere på den enkelte spillers tekniske og fysiske formåen.

Optimismen for foråret ligger i spillertruppen. 

– Det, der giver mig mest optimisme, er alle de skadede spillere, vi forhåbentlig får at se igen. Når hele holdet er til rådighed, og samtidig er ungt, er der virkelig gode muligheder for udvikling og fremgang, siger træneren.

Med et ungt, engageret hold, historiske præstationer og spillere på vej tilbage fra skader, går Dronninglund IF ind i foråret med fornyet optimisme og potentiale til at fortsætte den positive udvikling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste