Billede beskrivelse

Oprykningen blev sikret med sejrsmål i overtiden foran 250 ellevilde tilskuere

10. juli 2025 kl. 15.01

Interview med Kasper Kristensen fra Voersaa IF.

For Kasper Kristensen står sæsonens sidste kamp som et øjeblik, han aldrig vil glemme – og som blev kulminationen på Voersaa IF’s stærke forår og oprykning til Serie 3.

– Over 250 tilskuere. Vi skulle vinde. Vi kommer bagud efter 2 minutter, og det står 0-1 helt frem til 86. minut, hvor vi udligner. I 95. minut scorer vi sejrsmålet og sikrer oprykningen. Det er en oplevelse, der næsten ikke kan ske igen, fortæller han med begejstring.

Selvom holdet endte med stor succes, var vejen dertil ikke uden bump. Særligt kampens forløb i sidste spillerunde spejlede et mønster fra sæsonen.

– Det var ikke altid nemt for os at score på de store chancer. Men vi blev ved med at spille og arbejde, og så kom tingene til os. Den indstilling bliver vigtig at tage med videre til Serie 3, siger han.

En kamp, der satte retningen for forårets udvikling, var det første opgør mod Holtet – selvom det ikke nødvendigvis var den mest velspillede.

– Den kamp var vigtig, fordi den udstillede nogle problematikker i vores nye opstilling. Dem fik vi rettet i de følgende kampe, og derefter så vi os ikke tilbage, siger Kasper Kristensen.

Det blev starten på en imponerende stime, der altså sluttede med oprykning foran et talstærkt og engageret hjemmepublikum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste