Billede beskrivelse

Oprykningen blev sikret med koncentration og offensiv vilje i efteråret

14. november 2025 kl. 12.46

Efteråret blev en bekræftelse på, at erfaring, tålmodighed og kollektiv styrke betaler sig. Derfor sætter vi Spotlight på Michael Madsen og VHG/GS, der med et ungt, sultent hold sikrede direkte oprykning i Serie 3 og viste, hvordan fokus, koncentration og offensivt mod kan skabe mindeværdige øjeblikke.

Sæsonen bød på flere kampe, hvor VHG/GS viste både koncentration og overskud. 

– Jeg synes udekampen mod Sæby står stærkt. Oprykningen blev sikret på en koncentreret indsats mod et godt hold. Men den sidste kamp på hjemmebane, hvor vi spillede frit foran Terrassen, var en fornøjelse, fortæller Michael Madsen.

Udviklingen har været tydelig i hele truppen, og det handler ikke kun om enkelte profiler. 

– Jeg kan ikke pege på en enkelt spiller. Vi har mange med højt niveau. Jeg synes, vi vinder på kollektivet, hvor der er mange, der kan være afgørende i begge ender, forklarer træneren.

I kredsen har VHG/GS også mødt overraskelser, som har testet dem. 

– B52 spillede sig godt op som sæsonen skred frem. Vi så dem tabe 4-0 i Ulsted i starten, men de sluttede rigtig godt af, og vi fik også selv at føle, hvor dygtige de er, fortæller Madsen.

Der har været øjeblikke, der har fyldt ekstra meget. 

– Jeg har været stolt af dem mange gange. Men da oprykningen blev sikret, kunne jeg mærke, at min stolthed over spillerne fyldte lidt mere end ellers, smiler han.

Taktisk har Madsen holdt fast i sit koncept og givet spillerne tryghed til at udfolde sig. 

– Det var måske den sidste kamp, hvor vi stillede med tre stoppere og en meget offensiv spillestil. Ellers har vi næsten ikke ændret på noget, men i stedet arbejdet med den stil og det udtryk, jeg gerne vil se, og som spillerne skal finde tryghed i, siger han.

Kollektivet, koncentrationen og offensiv vilje lover godt for VHG/GS i foråret 2026, hvor holdet kan bygge videre på både oprykning og de mange stærke fællesoplevelser fra efteråret.

Med direkte oprykning i bagagen, en offensiv spillestil og en stærk kollektiv indsats går VHG/GS vinteren i møde med selvtillid og sammenhold. Fremtiden ser lovende ud, når holdets fællesskab og spilglæde omsættes til Serie 2.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste