Billede beskrivelse

Oprykning og målfest: RKG-kvinderne satte kursen og holdt den

11. juli 2025 kl. 15.22

RKG-kvinderne havde store ambitioner før sæsonstarten i Serie 2, og dem indfriede de til fulde. Efter en vellykket optakt med futsal-træning gennem vinteren og stærke præstationer i træningskampene, kulminerede sæsonen med oprykning til Serie 1 – og masser af mål.

- De første træningskampe viste, at vi var på rette vej med sejre og uafgjort, fortæller Christensen i en pressemeddelelse. 

- Vores målsætning var top 2, og vi viste fra starten, at det ikke var helt ved siden af, da vi knuste vores modstandere med tempofyldt offensiv spil og en bundsolid defensiv, tilføjer han. 

Midtvejs i sæsonen ændrede holdet kurs. Efter en overbevisende sejr over et Jyllandsserie-hold i pokalturneringen blev ambitionerne skruet op: Nu gik RKG-kvinderne benhårdt efter førstepladsen. Og det gav pote.

Højdepunktet kom under festugen, hvor holdet sikrede sig oprykning med en imponerende 5-1 sejr over Aalborg KFUM på hjemmebanen Bixen Arena.

– Vi spillede foran en masse tilskuere, og det var en formidabel præstation, fortæller Christensen.

Selv om nerverne var til at tage og føle på i starten, fandt RKG hurtigt rytmen i anden halvleg og dominerede kampen. Josefine Raal scorede hele fire mål i sejren.

– Det gik da meget godt, sagde hun beskedent efter kampen.

Desværre blev sæsonen også mærket af skader i den sidste kamp mod et hårdt spillende Løgstør-hold, hvilket betød sæsonens eneste nederlag.

Klar til næste skridt

Nu venter Serie 1, og RKG-truppen er mere end klar. Spillertruppen forbliver intakt, og flere spillere vender tilbage fra skader eller efterskoleophold.

- Vi har derfor tilmeldt et 7-mands hold, da truppen runder de 30 spillere, siger Christensen.

Målet for den nye sæson er at etablere sig i den øverste halvdel af rækken. Første kamp spilles den 17. august mod Aalborg Freja.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste