Oprykkere tæt på sensation – KFUM kan tage direkte billet
Interview: Kim Pedersen fra Aalborg KFUM før kampen mod VRI
Hvordan vil I gribe kampen mod VRI an, når alt er åbent før sidste runde?
- Det er svært at sige på forhånd, men jeg håber drengene kaster nerverne overbord og tager de gode ting med fra AaB-kampen, selvom det bliver en helt anden kamp på søndag. Men VRI er jo tvunget til at vinde kampen, hvis de skal ende i top-2, så det har vi med i vores betragtninger.
I vandt 7-0 i første opgør – hvilken kamp forventer du denne gang?
- Gerne en lignende kamp, men det kommer jo nok ikke til at ske. De blev hurtigt reduceret til 10 mand i den første kamp, så det resultat kan vi ikke bruge til noget nu.
Holder I øje med Frejas kamp, når ét point måske kan være nok til førstepladsen?
- Næh det bliver for komplekst at holde øje med andre hold og kampe, så vi har alt fokus på vores egen kamp. Men vi ved også, at Freja kommer på en svær opgave mod VSK. Så det kan godt ende med en direkte oprykning, for et af holdene i vores kamp.
Hvordan arbejder I med at holde nerverne i ro før en så afgørende kamp?
- Selvom vi har et meget ungt hold, så har de efterhånden stået i sådanne kampe mange gange før. Vi håber dermed, at de har taget læringen med sig fra tidligere kampe og bare nyder det at spille disse opgør, og samtidigt være pavestolte af, at vi som oprykkere er kommet så langt som vi er.