Billede beskrivelse

Onsdagstræneren: Dobbelt hattrick, rivalisering og mange skader

04. oktober 2025 kl. 14.01

I denne uge satte Seriesports podcast, Onsdagstræneren, fokus på storsejre, lokale rivaliseringer og et skadesplaget efterårsprogram samt de dramatiske kontraster, der kendetegner seriefodbolden i Nordjylland.

To hattricks af én spiller i én kamp

Et af de mere opsigtsvækkende øjeblikke denne sæson stod Jakob Mejlsø for, da han scorede seks mål i en enkelt kamp mod HVA Sydthy. En præstation, der ikke blot sikrede hans hold en storsejr, men også understreger, hvordan individuelle spillere i serierækkerne kan få afgørende betydning. Mejlsø ligger nu i toppen på topscorerlisten med 15 mål.

- Han er jo bare en kanon god angriber. Vi spiller ham god, og så gør han resten, lød det fra Magnus Nielsen, træner og spiller i Vorupør B.

Når dommeren dømmer med medlidenhed

Seriefodbolden rummer dog ikke kun målfester, men også særlige uskrevne regler. Under snakken med Magnus Nielsen kom det frem, at nogle dommere i storsejre vælger at dømme tvivlsomme kendelser til fordel for det undertippede hold – en praksis, der vækker debat.

- Det er da meget lidt i fodboldens ånd, påpegede Oliver, fast gæst i Onsdagstræneren.

Rivalisering uden ondt blod

Lokale opgør er et andet højdepunkt i seriefodbolden. Her er det ikke kun pointene, der er på spil, men også håneretten i lokalsamfundet. Cheftræner Per Bull-Sørensen fra Skibsby-Højene fortalte, hvordan rivaliseringen med Hjørring A.I.K Frem er præget af respekt – men at de selvfølgelig altid går efter at vinde.

- Det er jo to hold, der kender hinanden. Typisk nogle lige kampe. Vi ved nogenlunde, hvad modstanderen vil. Så ligger den før kampen lidt 50-50, og så kan de små ting blive afgørende. Nogle gange går det vores vej, andre gange deres, forklarer Per Bull-Sørensen.

Skader og tætpakket program

Samtidig kæmper mange klubber med et massivt skadespres. Den korte efterårssæson betyder, at holdene spiller mange kampe på få uger. Det er noget som både Magnus Nielsen og Per Bull-Sørensen har kunne mærke på deres hold, da de begge har haft svært ved at stille hold på grund af mange skader.

- Vi er desværre stadigvæk meget, meget skadesramt. Vi snakker vel fem eller seks fra det hold, der normalt ville spille. Og 3-4 af de skader, vi har, er fra efteråret, mens andre stadig stammer fra sidste sæson, siger cheftræneren for Skibsby-Højene.

Lyt til hele afsnittet her, eller der hvor du normalt finder dine podcasts: 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste