Østervrå startede bedst, men kollapsede i undertal
Interview med Jan Larsen efter 0-4-nederlaget mod Hjørring IF
Hvad gik der galt i det, der endte som et klart nederlag i Hjørring?
- Vil starte med at sige, at Hjørrings sejr var fuldt fortjent, som kampen skred frem, men det kunne have været meget anderledes. Vi starter rigtig godt og har et par løse chancer, brænder et straffe og et par halvstore muligheder. Men som skrevet mange gange: Fodboldkampe afgøres i felterne – og ved vel anden gang, de er i vores felt, scorer de… og så med hælen. Og lige inden pausen igen. Vi snakker i pausen om, at vi ikke er så langt fra det, og vi kommer også godt ud og får endnu en stor chance – men brænder. Fem minutter efter får vi gult kort for brok... Måske hvis der var blevet dømt de frispark for trøjetryk, havde stemningen været bedre. I undertal lukker HI kampen, og den sidste halve time bliver ren overlevelse og forsøg på at mindske nederlaget.
Hvordan oplevede du kampen fra sidelinjen – var cifrene retvisende?
- Som skrevet ovenfor ville det være blevet en anden kamp, hvis vi var kommet foran – men igen skal jeg ikke tage sejren fra Morten og hans unge spillere. De spiller godt – specielt når de har "medvind", så er de svære at styre.
Er der alligevel elementer, I kan tage med jer videre fra kampen?
- Ja, helt sikkert. Vi spiller til tider i okay tempo og har vel 4-5 store chancer i kampen – og det er i mange kampe nok til sejr eller i hvert fald point.
Hvordan arbejder I med at rejse jer mentalt efter sådan en øretæve?
- Vi spiller igen torsdag – så må det gå ud over Dybvad/Hørby...