Billede beskrivelse

Nye profiler skal integreres i Voersaa IF’s Serie 3-trup

18. marts 2026 kl. 14.15

Forberedelserne til forårssæsonen i Serie 3 er godt i gang, og derfor sætter vi Spotlight på Kasper Kristensen, træner i Voersaa IF, hvor en stabil opstart og en arbejdsom trup har lagt et solidt fundament frem mod foråret i Serie 3 Kreds 25.

Opstarten har ifølge træneren været positiv – selvom vejret har givet udfordringer.

– Vores opstart er meget tilfredsstillende. Som lille klub har vi haft lidt udfordringer med sne på banerne, men det har gutterne taget godt, fortæller Kasper Kristensen.

Fremmødet har samtidig været en vigtig faktor i den gode start.

– Fremmødet er flot. Næsten alle Serie 3-spillere har været der fast fra start, og det betyder også, at der har været en god intensitet til vores træninger, siger han.

I truppen har der været begrænset udskiftning, men enkelte ændringer har alligevel haft betydning.

– Vi har ikke sagt farvel til nogen, men to af vores profiler er ude at rejse det meste af foråret. Til gengæld har vi fået to spændende spillere ind i Nick og Felix, fortæller Kasper Kristensen og tilføjer:

– De skal vende sig til det fysiske niveau i seniorfodbold, men det ser lovende ud.

Voersaa IF har allerede fået værdifuld kamptræning i benene gennem opstarten.

– Vi har spillet fire fine træningskampe. Niveauet har ligget højere end forventet her fra start, og vi udvikler os hele tiden, siger træneren.

Når han kigger på truppen og udviklingen, er der især én ting, der skaber tilfredshed.

– Vi har vist et flot fysisk niveau. Vi har ikke de bredeste og højeste spillere, men vi fylder alligevel meget på banen og kan spille alle 90 minutter, fortæller Kasper Kristensen.

Samtidig er der stadig områder, der skal finpudses inden sæsonstart.

– Vi arbejder stadig på den taktiske del. Det er ikke helt ved siden af, men kan stadig pudses til, så vi kan finde et offensivt udtryk. De nye spillere skal også spilles helt ind, så vi får det maksimale ud af dem, siger han.

Voersaa IF går dermed ind til foråret med en trup, der arbejder hårdt, udvikler sig løbende og har et fysisk fundament på plads. Spørgsmålet er nu, hvor langt det kan række, når turneringen fløjtes i gang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste