Ny træner vil sætte retningen i Øster Hornum
En ny træner, nye idéer og en vinteropstart præget af både kulde og kunstgræs. Hos Øster Hornum IF er fundamentet til forårssæsonen i Serie 3 så småt ved at blive lagt. Derfor sætter vi Spotlight på Rasmus Worning, der efter mange år i Chang nu skal stå i spidsen for holdet og forsøge at forme en trup, der kan bygge videre på efteråret.
For Rasmus Worning har vinteren været starten på et nyt kapitel i trænerkarrieren. Efter mange år i Chang har han taget turen til Øster Hornum, hvor han hurtigt er blevet en del af klubbens setup.
– Jeg er selv kommet til Øster Hornum efter mange år i Chang. Med mig er kommet min holdleder fra Chang, Kjeld, og så har vi fået koblet en spillende assistent i Mathias Buus på, fortæller Rasmus Worning.
Selve opstarten har været præget af vintervejret, som i perioder har gjort det svært at træne under optimale forhold. Alligevel har holdet fundet løsninger, så arbejdet kunne fortsætte.
– Opstarten har været præget af den kolde vinter, der har drillet os lidt. Vi har været heldige med, at vi kunne leje os ind ude i Nibe på kunstgræs, så det har været en kombination af løb og lidt bold i Nibe, siger han og fortsætter:
– Vejret er heldigvis vendt, og vi er nu kommet på græs igen – det tror jeg, alle er glade for.
Som mange andre steder har spillerne også i Øster Hornum skullet finde rytmen efter vinterpausen, men træneren oplever, at både fremmøde og intensitet nu er på et godt niveau.
– Som alle andre steder startede det med, at vi lige skulle hive folk op af sofaen. Herefter synes jeg fremmødet har været rigtig fint. Intensiteten er klasse – der bliver gået til stålet og til tider spillet noget ok bold oveni, fortæller Rasmus Worning.
Vinterpausen har også budt på enkelte ændringer i truppen. En målmand er stoppet, men en ny er allerede kommet til klubben.
– Der er sagt farvel til en målmand og kommet en målmand til. Jeg har været så heldig, at vi har kunnet sige goddag til Oliver Guldhammer på kassen herude, forklarer træneren.
Samtidig er der et par spillere, som i perioder vil være fraværende på grund af andre forpligtelser.
– Vi har en enkelt mand, der skal ud og rejse lidt, og en der er inde og lege soldat. Den ene er dog hjemme nogle weekender, og den anden når lidt kampe i opstarten og lidt efter, fortæller Worning og tilføjer:
– Derudover er der stadig et par måskeer i forhold til tilgang, som ikke er helt afklaret endnu. Vi krydser fingre for, at vi står minimum lige så stærkt som i efteråret, når der fløjtes op til sæsonstart.
Holdet har allerede været i aktion i et par træningskampe, hvor resultaterne har været blandede – men hvor fokus især har været på at få spillere i gang og samle minutter på banen.
– Vi spillede en fin kamp imod B52 og en skrækkelig kamp imod Støvring, men vigtigst af alt har vi fået mange i spil, og der har været gode kilometer i begge kampe, siger Rasmus Worning med et smil og tilføjer:
– Michael Røhr har heller ikke fået scoret så mange mål, at han er blevet træls at høre på endnu, så der har været mange positive ting at tage med videre.
Med en ny træner ved roret, enkelte ændringer i truppen og flere træningskampe i benene er Øster Hornum ved at finde formen frem mod foråret. Spørgsmålet er nu, hvordan holdet står, når turneringen for alvor begynder – og om fundamentet fra vinterens arbejde kan omsættes til point, når det gælder.