Billede beskrivelse

Ny træner, nye idéer - Daniel Kyvsgaard Hansen vil gøre Løgstør IF modigt og samlet

07. januar 2026 kl. 07.00

Løgstør IF har sat en tydelig retning for fremtiden med ansættelsen af en ny træner i Serie 3. En ung trup, et stærkt fællesskab og store ambitioner danner rammen. Derfor sætter vi Spotlight på Daniel Kyvsgaard Hansen og hans første tanker om opgaven, hverdagen og den identitet, han vil bygge videre på.

Daniel Kyvsgaard Hansen trådte ind i rollen som ny træner i Løgstør IF med en klar fornemmelse af, at timingen var rigtig. Det var især truppens sammensætning og miljøet omkring holdet, der trak. 

– Det der tiltalte mig ved opgaven var den meget spændende trup. Det er en ung trup med et rigtigt stærkt fællesskab, som jeg glæder mig til at bidrage til, fortæller han og peger samtidig på den lokale opbakning som en vigtig del af helheden, fortæller Daniel.

Muligheden for at få en hel pre-season med holdet har givet ham arbejdsro. 

– Tidspunktet var det helt rigtige for mig, så jeg har en pre-season til at få mine idéer på tegnebrættet, siger Daniel Kyvsgaard Hansen.

Netop fællesskabet fylder meget i hans tilgang til trænerrollen. Han ser trivsel som en forudsætning for udvikling, men understreger også, at fundamentet allerede er lagt. 

– Fællesskabet er en essentiel del af den fortsatte udvikling af holdet. Heldigvis har truppen allerede et stærkt fællesskab, så jeg skal ikke opfinde den dybe tallerken, men bare sørge for at den gode stemning bibeholdes, forklarer han.

Når blikket rettes mod det sportslige, er det ikke enkelte profiler, men kollektivet, der står centralt. 

– Der er ingen tvivl om, at hele truppen er fyldt med kvalitet. Evnen og lysten til at arbejde hårdt for hinanden er den største kvalitet, som vi skal bygge videre på, siger han, samtidig med at han varsler nye idéer i spillet.

Identiteten på banen skal være tydelig og modig. 

– Det vigtigste for mig er, at vi tør at spille vores eget spil. Vi skal turde at være aggressive både med og uden bolden, fastslår Daniel Kyvsgaard Hansen.

I hverdagen beskriver han sig selv som en træner med struktur og blik for detaljen. 

– Jeg arbejder struktureret og er meget detaljeret. Samtidig håber jeg, at jeg kan motivere spillerne til at tage et større ansvar, fortæller han og peger på dialogen som et centralt redskab. – Dialogen er for mig en stor del af et stærkt samarbejde mellem spiller og træner.

Ud over resultaterne ønsker han at sætte et mere langsigtet aftryk i klubben. 

– Jeg håber, at jeg kan hjælpe med at fortsætte den positive udvikling i klubben, siger han.

Med Daniel Kyvsgaard Hansen ved roret står Løgstør IF foran en ny fase, hvor struktur, fællesskab og mod skal gå hånd i hånd. Foråret bliver første pejlemærke for, hvordan ambitioner og identitet smelter sammen på banen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste