Billede beskrivelse

Ny Terndrup-træner: Klar til debut - men mangler en målmand

09. april 2026 kl. 14.03

KVINDE: Terndrup IFs kvindehold i Serie 2 sparker gang i sæsonen på tirsdag med en udekamp mod Støvring IF. Og det bliver med en ny cheftræner ved roret.

Line-Marie Wahl er den nye kvinde i front – og hun ser frem til at komme i gang med sæsonen, som er lige om hjørnet.

- Vi glæder os rigtigt meget til første kamp i den nye sæson på tirsdag. Det bliver spændende at komme i gang og se, hvor vi står, siger Line-Marie Wahl.

Billede beskrivelse

Den nye træner har haft en god opstart i Terndrup, hvor man nu også har fået taget de nye faciliteter med nyrenoverede omklædningsrum i brug.

- Opstarten har været rigtig positiv. Vi har oplevet god udvikling på flere områder. Vi har fået nyt spillersæt og træningstøj, et nyt trænerteam, et renoveret omklædningsrum og samtidig fået nye spillere ind i truppen. Det har givet en masse ny energi til holdet.

Læs også vores artikel om Terndrups makeover til omklædningsrummene:

Den nye cheftræner har haft fokus på kulturen på holdet, hvor det både skal være sjovt og seriøst.

- Vi har fokus på seriøsitet til træning og kamp, men det er også vigtigt for os, at der er plads til grin og gode oplevelser. Det sociale fylder meget – både internt på holdet og på tværs af klubben, hvor vi også laver arrangementer sammen med herreholdene, fortæller Line.

På udkig efter keeper

Hun kommer til at få god hjælp omkring holdet i den kommende sæson, hvor trænerteamet er godt tilfreds med truppen – selvom man godt kunne bruge en målmand.

- Ja, vi er altid åbne for nye og tidligere spillere, der har lyst til at komme i gang igen – og lige nu søger vi især en målmand.

- Vi har et stærkt trænerteam bestående af Andreas Guldbæk, Caspar “Sud” Kristensen og mig selv. Derudover vil vi gerne sende en stor tak til klubbens formand, Brian Christensen, som virkelig har været en stor støtte for holdet og altid er klar til at hjælpe, slutter Line-Marie Wahl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste