Ny KHIF-træner klar til første test mod Lemvig
Interview med Thomas Thorsen fra KHIF før kampen mod Lemvig GF
Hvordan ser du frem til din første kamp som træner, når I åbner sæsonen mod Lemvig GF på hjemmebane?
Jeg glæder mig – det bliver fedt endelig at komme i gang med de rigtige opgaver! Jeg forventer en svær første kamp – en klassisk åbningskamp.
Hvilke justeringer har du allerede indført, som skal vise sig i den første turneringskamp?
For mig handler fodbold om effektivitet på bolden og en masse dynamik spillerne imellem. Drengene har taget godt imod de første par elementer, vi har arbejdet med, så det tegner godt. Samtidig er der nogle basale ting i vores tilgang til kampen, som jeg gerne ser, vi kan forbedre – presspil og kommunikation som særlige fokuspunkter.
Hvordan har truppen taget imod din ledelse i opstarten, og hvad er stemningen før sæsonstart?
De virker ved godt mod. Jeg forventer ikke, vores spil sprudler fra kamp 1, så der vil komme fejl og udfordringer i vores træninger og kampe den første tid. Men det synes jeg, de har taget godt imod!
Hvad bliver afgørende for at få en god sæsonstart mod et hold, der også kommer for at hente point?
At vi kommer med en ydmyg tilgang til kampen og lægger den kvalitet og arbejdsindsats i kampen, som vi kan forvente af os selv og hinanden.